For nogle vil det måske virke lidt voldsomt at kalde Station to Station et mesterværk, men heldigvis er disse betragtninger ikke endegyldige vurderinger fra en kanoniseret kulturskribent, så jeg må godt – ud fra egne, subjektive og farvede betragtninger, fortælle til Gud og hvermand, at dette er tæt på at være et af Bowies bedste albums. Ihvertfald er det i mine ører en fremragende afslutning på første del af hans virke; 70’ernes glamrock, leg med identiteter, koncepter og genrer og allandskens eksperimenter.
Pudsigt nok blev albummet, hvis man skal tro myter, rygter, legender og David Bowie selv, indspillet og produceret i en primært kokain-induceret rus. Bowie var efter sigende konstant påvirket, og i et interview han gav i slutningen af ’90erne var hans primære indtryk, at det var “som at lytte til et værk, indspillet af en anden.” I dette perspektiv kan det undre, at albummet er så stramt, præcist og gennemført i alle henseender, og at såvel tekster som musik – mørkt og ildevarslende som det end måtte være – i så høj grad er langtidsholdbare, at enkelte af numrene med lethed kunne forveksles med sange fra hans sidste album, Blackstar.
Dette gælder fx mit absolutte favoritnummer på pladen: “Word On A Wing”. Musikalsk er den langt fra pop- og glamrocken, og der er heller ikke – som på visse af de øvrige numre på albummet – meget tilbage af den bløde soul fra Young Americans. I stedet er det en næsten desperat Bowie, der både søgende, troende og aldeles tvivlende forsøger at giver sig hen i eksistentiel fortabelse. Men det er svært, når man lever i en moderne verden, og oven i købet har forlæst sig på Nietzsche:
Lord, Lord my prayer flies like word on a wing
And I’m trying hard to fit in your scheme of things
…
Does my prayer fit in your scheme of things?
Det kunne jo godt lyde som om det både er svært tilgængeligt og noget feinschmeckeragtigt, kunstnerisk prætentiøst højtflyvende snask, men i virkeligheden er det ‘bare’ god musik, og på dette nummer – som det fx også er tilfældet på “TVC15” – understøttes det både prægnat og diskret af klaverbokseren Roy Bittan, der tilfører det hele en næsten springsteensk bagkant – men med en tydelig europæisk accent.
I det hele taget har Bowie, som det også var tilfældet på Young Americans, lagt en del af guitarfræseriet på hylden, selv om der fx på “Stay” er masser af det, og i stedet orkestreret sig omkring en solid rytmegruppe, klaveret og den nødvendige guitar, masser af synth, inspireret af bl.a. Kraftwerk, og diverse øvrige instrumenter (og David Sanborn er laaaangt væk, og tak for det!). Titelnummeret introducerer det seneste af Bowies alter egos, ‘The Thin White Duke’ og er – med Bowies egne ord – et aldeles dystert værk, inspireret af Kabbalahen, som efter den første halvdels sangforedrag på en insisterende rytme med elektronisk knas og synthesizerflader ‘knækker over’ og kører videre i gothiske rytmer med ildevarslende klaver: “It’s not the sideeffect of cocaine / I’m thinking that it must be love”. Yeah, right!
Nå, det blev til en længere smøre, der i virkeligheden blot går ud på at fortælle, at det er et fremragende album, så hør det hellere i dag end i morgen. Hittet fra pladen er “Golden Years” og traditionen tro finder vi også her et cover-nummer. Denne gang dog valgt med omhu; “Wild is the Wind”, som både Nina Simone, Johnny Mathis og George Michael(!) også har muntret sig med, gør Bowie næsten til sit eget (det troede jeg faktisk i en del år også at det var), og på denne plade er det tæt på at være den perfekte albumlukker.
Så for lige at gentage indledningen; man skal passe på med at kaste ordet mesterværk i grams, så dét vil jeg undlade, men det er i min optik dæleme tæt på.