David Bowie er den kunstner, der har flest albums repræsenteret i Roger Dimerys digre opslagsværk: 1001 Albums du skal høre, før du dør. Hele 8 af slagsen er det blevet til, og det er alligevel lidt af en bedrift: tæt på 1% af alle de albums, der er værd at høre er simpelthen skabt af David Bowie, hvis man skal tro bogen og dens skribenter!
The Man Who Sold The World er ikke et af dem. Albummet var Bowies tredje i eget navn, og når man hører det, kan man måske godt forstå hvorfor det ikke kom med på listen. I modsætning til både hans tidligere albums og især de, der skulle komme umiddelbart efter, er det et let aypisk Bowie-album, fuld af gotisk, tung hårdrock i stil med samtidige super-bands som Led Zeppelin og Black Sabbath, og forholdsvis langt fra den glamrock og pop-/folkstil, han hidtil havde, og i fremtiden skulle, orientere sig imod.
Jeg kan godt lide tung rock, Jeg kan godt lide Led Zeppelin og øvrige repræsentanter for denne genre fra de sene tressere og tidlige 70’ere, men ganske som disse bands kunne skabe eviggyldige mesterværker – både i hele albums og på enkelte numre – var der sandt at sige også en del af det, der måske bedst kan karakteriseres som støj. Og med fare for at lægge mig ud med samtlige bowieologer i landet, så er det sandt at sige heller ikke alt, der er lige godt på The Man Who Sold The World.
Åbningsnummeret, “The Width Of A Circle” er båret af et ret stærkt guitarriff, der lyder som noget, Black Sabbath kunne have indspillet, et par markante temposkift og så naturligvis Bowies karakteristiske stemme. Det er ikke helt skidt, men det er langt fra den Bowie, der året før havde skabt “Space Oddity” – stilmæssigt og genremæssigt. Og havde guitaristen Mick Ronson generelt på denne plade tydeligvis hentet en del inspiration fra den tunge del af rockens univers, blev det uddybet på den følgende skæring (“All The Madmen”), hvor der sandeligen også dukker en fløjte op, som ikke er hørt tilsvarende siden Jehtro Tull.
Til gengæld er jeg ret vild med titelnummeret. Måske fordi der er lidt mere vintage Bowie over denne; både i legen med genrerne (fræserguitaren, kombineret med macharenas og en latin-grundrytme) og i udførslen. Og så har Bowie altså alle dage kunnet noget med ord – også i denne lette, lille sag:
I searched for form and land
For years and years I roamed
I gazed a gazley stare
At alle the millions here
“We must have died alone,
a long, long time ago”.
Så kan man jo selv sidde og lege Holger Fortolker på dét!
Jeg er voldsomt begejstret for David Bowie – hvad der nok vil skinne igennem i de kommende gennemgange af de øvrige af hans plader, jeg har stående – men hvis jeg skal være helt ærlig, er det altså ikke The Man Who Sold The World jeg vil anbefale nye Bowie-lyttere at starte med. Dertil er den alt for præget af ønsket om at bevæge sig i en musikalsk retning, som Bowie ville afprøve – og som han forkastede på de næste albums. Måske godt det samme?
Nå, jeg er fuldstændig overbevist om, at der findes læsere – og lyttere – derude, som er vildt uenige i ovenstående. Og det er jo dejligt, for det kan skabe en god debat – og måske endda rykke ved nogle holdninger, der har lidt et default-præg? Du er ihvertfald velkommen til at prøve…