Ziggy played guitar…
Ziggy Stardust markerede begyndelsen på en lang række år, hvor David Bowie legede med identiter, fortællinger og musik mere end nogen anden samtidig musiker. Ziggy Stardust…. er således et konceptalbum, hvor Bowie indtager rollen og spiller og synger som karakteren Ziggy Stardust, et androgynt rumvæsen, der er kommet til planeten Jorden fem år før denne går under med et budskab om håb, peace, love and understanding.
Der er jo i sig selv vældig fortænkt, prætentiøst og svulstigt. Men så er det jo godt, at man ikke behøver at være særlig optaget af fortællingen om denne fysiske manifestation af en alien, men bare kan sætte skiven på, læne sig tilbage og nyde en lang række af de rock- og popklassikere, der om noget formede Bowies glam-rock-æra.
På Ziggy Stardust finder vi således de voldspillede klassikere som titelsangen, den følsomme, smukke og dystre ballade “Starman” sammen med “Sufragette City”, en guitarbaseret glam-rock-sag, som Marc Bolan og T-Rex ikke kunne have gjort bedre, og så den – i min bedste overbevisning – forholdsvis oversete “Lady Stardust”. Og nå ja, så er der jo også lige den underspillede “It A’int Easy”, der pludselig eksploderer i ørerne på lytteren, når man når til omkvædet. Og prøv liiiige at tjekke de der velanbragte, eksplosive guitar-riffs (og sikre soli) ud på “Moonage Daydream”, leveret knivskarpt af Bowies husguitarist Mick Ronson. Det er simpelthen høj, høj klasse hele vejen igennem.
The Rise and Fall of Ziggy Stardust and The Spiders From Mars tager over, hvor Hunky Dory sluttede – og den drog den ultimative konsekvens af arbejdet med denne. Hvor forgængeren var en række fremragende sange stykket sammen til et album, var Ziggy et homgent, visionært hele – og et af de eneste glam-rockalbums, der ikke lyder forældet, når man sætter det på. Selv albumcoveret var nytænkende; Davis Bowie som androgyn rockstjerne i afslappet gudepositur med guitaren løst henslængt over skulderen – midt i hvad der ligner et tegneserie-album.
Bowies vokal er hele vejen igennem afvekslende og stensikker, og alt i alt; her er et Bowie-album, der helst ikke må undværes i samlingen. Men på den enden side; hvilket Bowie-album kan i virkeligheden undværes. Nå ja; måske Tin Machine…