Der er et eller andet usigeligt rart, trygt og beroligende ved at lægge Dean Martins Greatest Hits på grammofonen. Ikke blot har den lækkert croonende og beherskede stemme været en ledsager siden min tidlige barndom, hvor bl.a. “Everybody Loves Somebody Sometimes”, “Houston”, “Volare” og “The Birds And The Bees” ofte blev hørt på dampradioen i hjemmet, men Dean Martin kunne også tilgås via film – slapsticks med komiker-makkeren Jerry Lewis og westerns som Rio Bravo – der blev sendt, ofte søndag eftermiddag, på DR i monopoldagene.
Det er derfor selvklart, at Dean Martin, iøvrigt i lighed med Frank Sinatra, er at finde på pladereolen. Dog kun i et enkelt eksemplar, nemlig denne opsamling fra 1968, hvor Dean Martin stod på karrierens højdepunkt. Og i virkeligheden er det nok sådan, at den smækre italiensk-amerikaner er lidt af en ‘guilty pleasure’ i hjemmet. Pladen er nemlig blevet spillet en hel del gange. Både som underlægning til hyggelige middage, under madlavning eller når andre dele af husholdningen måske nok mente, at nu kunne det fandeme være nok med al den der moderne musik, der jo var stress-fremkaldende i al sin avantgardistiske larm.
Og ja; meget kan man sige, men Dean Martin og det fine udvalg af rigt orkestrerede klassikere indenfor refræn-musikken anno de tidlige 1960’ere, der er at finde på pladen, larmer absolut ikke. Det er, som amerikanerne selv ville sige, aldeles “soothing, clean family entertainment you can trust.” Der er absolut ingen kanter, grater eller splinter man kan slå eller skære sig på her. Det er blødt, fint, professionelt udført og med smukke kor-, stryger- og hornarrangementer, der nænsomt pakker Dean Martins tilbagelænede vokal fint ind. Hele pladen lægger sig som silke over ethvert tilløb til knaster i parforholdet, diskussioner med teenage-børnene og generelt alt ondt i livet.
Det kan man sagtens have en hel del holdninger til, og der er med garanti meget få musikelskere under 40, der gider anskaffe sig et helt album med Dean Martin. Dertil er det nok for muzak-præget og anakronistisk. Men når det så er sagt, så er den samling af sange, der er med på denne compilation faktisk en fornem repræsentation af, hvad populærmusikken bestod af fra midten af 1950’erne og 10 år frem. Det var nok frembruddet af rock’n’roll i den tidlige udgave, der oftest er blevet fremhævet i denne periode, fx via kunstere som Buddy Holly, Elvis Presley, Chuck Berry og mange flere, men det var musik af sangere som Dean Martin, Tony Bennet og Frank Sinatra, der blev lyttet til blandt storforbrugerne af musik, der holdt sig pænt på midterbanen.
Og igen; det er altså fin musik indenfor denne genres ret snævre rammer. Det er sindssygt flot produceret hele vejen igennem, med stort orkester og flotte arrangementer, der understøtter det helt centrale; de fine melodier og Dean Martins kække, croonende og smilende stemme. Hvis der er weltschmerz at finde i sangene, skal man godt nok grave dybt, men “You’re Nobody ‘Til Somebody loves You”, “Everybody Loves Somebody Sometimes”, “The Birds And The Bees” og “In The Chapel In The Morning” kan nu også godt gå an, hvis humøret er til det, og man ikke skal stødes alt for meget. Her er optimisme, tro på fremtiden, kærligheden og den eneste ene, og her er melodierne og stemmen til at understøtte det hele.
Det kan altså være ret fint på en regnvejrsdag. Den fysiske og den mentale.