Dee Dee Bridgewater er født i 1950 og har haft en særdeles acceptabel karriere som jazz-, funk- og soulsangerinde. Det har jeg kunnet læse mig til på internettet, og det blev jeg nødt til, for jeg har absolut intet kendskab til hende eller den musik hun i tidens løb har udgivet.
Når jeg på trods af dette har et album stående med denne – iøvrigt rigtig gode – sangerinde, skyldes det et forholdsvis simpelt faktum. Når man når min alder, kan man være så heldig, at man allerede har anskaffet sig det hus, den bil, de bøger, den hustru, de møbler og børn samt nips- og pyntegenstande man har behov for. Og sådan er jeg fx så heldigt stillet. Da jeg derfor for nylig skulle fejre en begivenhed i mit liv, bad jeg derfor alle indbudte om ikke at betænke mig med andre gaver end deres selskab – og nå ja; hvis de nu havde smidt deres gamle grammofon ud, men stadig havde et par støvede vinyler stående, så måtte de da svært gerne berige mig med en sådan, hvis de nu alligevel ikke hørte dem.
Dette ønske var der et par stykker af dem, der efterkom, og det blev jeg naturligvis glad for. Og blandt dette arvegods fandt jeg derfor også Dee Dee Bridgewaters album Just Family. Og lad det være sagt med det samme; jeg ville nok ikke selv have investeret i det, efter et par prøvelytninger, men alt andet lige; det er slet ikke skidt, hvis man iøvrigt er til noget sligt.
Musikken er sådan en blanding af jazzet, funky souldisco, hvis man ellers kan forestille sig det, primært båret af Dee Dees vokal – der iøvrigt er både stor og fyldig, når der er behov for det, og mellow og beroligende, når der kaldes på disse stemninger. Hun synger godt, gør hun, og fornuftigvis er albummet derfor også centreret omkring stemmen. Den bakkes op af noget Niles Rodgers-lignende guitarspil, god, dyb orgel-/synthlyd og en funky slap-bas. Og selvfølgelig både horn og kor, når dét er nødvendigt.
Hvis jeg skal fremhæve enkelte numre kunne det være Elton Johns “Sorry Seems To Be The Hardest Word” og evt. “Children Are The Spirit Of The World”. Og så er der noget latinofedt over rytmen i “Night Moves”. Og derudover, så vil jeg altså svært gerne fremhæve produktionen; albummet er formelig sovset ind i vellyd af den smørfede slags. Der er plads til både finesserne i klaver og keyboard samtidig med at bas og percussion holdes i en vidunderlig blød rumle-lyd, der næsten bringer mindelser om Barry Whites brummende, sensuelle bas. Det lyder bare godt, og der har altså været en god produktionstekniker og producer ind over det album.
Jeg er ikke fan, genren er lidt for langt fra mine foretrukne, men jeg kan sagtens høre, at det for kendere og fans må være fedt at høre. Og for lige at gentage; hun synger aldeles fremragende – og jeg kunne faktisk godt have mistænkt Hanne Boel for at have hentet lidt inspiration herfra – eller fra et par lige så dygtige medsøstre.