Deep Purple var det ene af de tre bands, der udgjorde den Hellige Treenighed i den britiske udgave af den hårde rock, der definerede heavy metal fra dens begyndelse. De to andre sakrosante orkestre var hhv. Black Sabbath og Led Zeppelin, så jo; man er i gode hænder på gribebrættet, når man finder Deep Purple frem.
Når ret skal være ret, så er 24 Carat Purple ikke det album jeg hører mest til hverdag. Heller ikke selv om det er det eneste album jeg rent faktisk ejer med Deep Purple. Og alt andet lige; selv om deres progrock-fortid er hørbar også på denne skive (især i den afsluttende “Child In Time”, der excellerer i lidt mere udfoldede musikalske passager), så er Led Zeppelin klart min favorit blandt de tre bands. Og sådan lige lidt diskret; er det ikke bare lidt mere spændende, hvad zeppelinerne kunne diske op med gennem deres karriere?
Det er nu ellers det gode, klassiske line-up for Deep Purple vi har at gøre med her: Ian Paice, Ian Gillian, Roger Glover, Jon Lord og Ritchie Blackmore udgør kvintetten, der fylder de fyrre minutter ud med langhåret sang i både falset og skrigeudgaven mens vi bliver beriget med træfsikre riffs, ikke mindst på klassikeren “Smoke On The Water”, hvis største claim to fame vel er, at den har stået fadder til mindst tre generationer af luftguitarister.
Albummet er en (af iøvrigt talrige) compilations med materiale fra bl.a. live-albummet Made In Japan samt et enkelt tidligere uudgivet nummer fra samme turné; den rå og hurtige “Black Night” der ganske godt summerer Deep Purples forcer op; guitar-brøl i genkendelige, flot placerede riffs, Ian Gillians sikre vokal, både i de mere moderate passager og i det berømte falset-skrig og så ellers både orgel- og guitarsoli. Der er saft, kraft, energi og liv i dét nummer – og det er der faktisk også i de øvrige.
Jeg købte primært albummet ud fra arkæologisk interesse (jeg havde mistet min udgave af Deep Purple In Rock – det med Mount Rushmore på coveret), og tænkte, at jeg ville have noget andet. Det fik jeg ikke! Til gengæld fik jeg en arketypisk Deep Purple-udgivelse, som ganske vist ikke spilles så tit, men som til gengæld holder hele vejen, hvis man er til 70’er-heavy af den britiske slags.