I sommeren 1986 rendte især unge (og børn) rundt med bare ben, mens de sang eller nynnede, ofte som svar på et stillet spørgsmål; ‘Det ka’ vi da godt prøve, ja ja, det ka’ vi da godt.’ Det var en dejlig, lille catchfrase, som var at finde på Det Neodepressionistiske Danseorkesters debutalbum.
Det var et skægt band med nogle skægge, og ofte lidt skæve, melodier, der var fulde af elektroniske instrumenter, blandet med diverse former for analoge horn og så nogle let dansevenlige rytmer, frembragt af trommemaskiner. Det var lidt af en gimmick, at de overhovedet fik udgivet et album – og oven i købet fik mere end moderat succes med det. Bandet opstod nemlig som en engangsforestilling ved en åbning af en kunstudstilling på Aarhus Musikhus i 1983, men da de efterfølgende oplevede en vis efterspørgsel på koncerter, og eftersom Aarhus på det tidspunkt var noget af en musikhovedstad i Danmark, fik de et par år efter indspillet debut-albummet på Gnags’ pladeselskab Genlyd med Mek Pek som producer (hvad der nok har betydet en del for de mange horn på pladen). Det album indeholdt ikke blot et, men hele to hits; føromtalte “Det ka’ vi da godt prøve” og den lige så fjollede “Godt Nok mørkt”.
Alt det kunne jeg godt huske, da jeg en vinterdag formelig snublede over albummet i brugt-plade-kasserne hos den lokale pladepusher. Den kostede en rund 20’er, så naturligvis blev den købt på stedet og fik da også lige et par gennemspilninger. Men så heller ikke ret meget mere. Det er nemlig ikke en specielt god plade, hørt på 30 års afstand. Der er tydeligt med inspiration fra new wave scenen, den del af den, der var en blanding af de elektroniske bands fra især Englad og så den ska-orienterede musik fra fx Madness, og så en god spandfuld inspiration fra Talking Heads og spinoff’et herfra; The Tom Tom Club.
Det kan ses og især høres hele vejen, helt ned til titlen på albummet. Flere Sange Om Sex og Arbejde minder kraftigt om Talking Heads andet album fra 1978, More Songs About Buildings And Food, men talentet rækker desværre ikke helt så langt, som det gør hos David Byrne, Chris Frantz og Tina Weymouth. Men var det solide, musikalske bundniveau måske knap så højt, så var der knald på, og til overflod var der en række tekster, der både var finurlige, let satiriske og samfundsorienterede – og skrevet på en semi-syret blanding af forskellige sprog. Længe før Nephew i en helt anden sammenhæng gjorde det samme, kunne man derfor på landsdækkende radio høre disse linjer sunget med overbevisning:
Junges Fleisch macht mich heiss
Så mig selv i et spejl
wurde darauf ganz geil
Åh baby baby
Don’t say maybe, maybe
We can go to my place
We can do it out in space
Det ka’ vi da godt prøv’
Ja, ja – det ka’ vi da godt
Det var jo meget sjovt, og det var det også, når de på “Rick’s” spiddede den narcissistiske og overfladedyrkende café-kultur, der jo blomstrede i disse år: ‘Rotteræset suser forbi / i Giogio Armanis ånd / Hjertet er trykket af mange ton / Slår hånden til panden og tænker mit / Café Au lait. croissant og meget mere / Damer, la dolce vita og atter damer’.
Det er bare ikke helt nok anno 2017. Helge Dürrfeld er ikke verdens største sanger – og prøvede vist heller ikke at være det – og melodierne mangler som oftest det hook, der gør dem langtidsholdbare. Når det undtagelsesvist er ikke tilfældet på “Det ka’ vi da godt prøve” og “Godt nok mørkt”, så har jeg en nagende mistanke om, at det er fordi jeg rent faktisk husker disse sange fra den første omgang. Der var ihvertfald ikke mange andre i husstanden, der delte min begejstring for disse sager. Og den var nu også behersket. Begejstringen, altså.