Hvad gør man, hvis man er glad for musik, glad for at eje musikken på vinylplader – og når det musik, man godt kan lide, er udgivet i en periode, hvor det ikke blev trykt som LP-plader? Spørger man Claus Kristensen, en sindig jyde med smag for bl.a. indie-musik fra ’90erne og ’00erne, er svaret simpelt: man laver et pladeselskab, og så udgiver man det bare selv.
Claus Kristensen har egentlig bare altid interesseret sig for musik. Siden han var ung har han købt musikken på vinyl, og det holdt han fast i, også i den periode i ’90erne og ’00erne, hvor der ikke var den store interesse i at udgive musikken på det, man dengang anså for at være et uddøende medie, LP-plader. Det betyder, at han i dag har stor pladesamling, hvor der bl.a. befinder sig en masse af de plader, der kun blev udgivet i forsvindende små oplag.
Alligevel var det noget, der manglede. Fx var det i mange år umuligt af få det danske band Psyched Up Janis’ plader på vinyl, og det fik Claus til i 2009 at kontakte Sune Rose Wagner og spørge, om han måtte udgive dem. Det havde Sune intet imod, men projektet strandede dengang på, at rettighederne til udgivelse lå hos deres daværende pladeselskab, Sony, og så var det ikke så ligetil alligevel.
Det gik lidt lettere 8 år efter. Claus havde ikke sluppet tanken om, at der var for meget af det musik, han godt kunne lide, der ikke var blevet udgivet på hans foretrukne materiale, så han kontaktede Dean Warehouse, tidligere frontmand i Galaxie 500 og et andet New York-baseret indie-band, Luna, og spurgte, om han kunne være interesseret i en genudgivelse af albummet med Dean & Britta: 13 Most Beautiful: Songs For Andy Warhol’s Screen Tests. Det måtte han gerne, og så var det jo bare et spørgsmål om at komme i gang.
Mit udgangspunkt var egentlig, at der var nogle ting, jeg selv manglede, og ja – så håbede jeg jo bare, at der er andre, der også vil købe det og synes, at det mangler de også. Jeg har hele tiden tænkt, at jeg gider kun udgive noget, jeg selv kan lide – ellers siger det mig ikke noget – og det skal være noget, der ikke har været udgivet før.
Efterfølgende er det blevet til yderligere 19 udgivelser, de fleste danske, men hele vejen har det været lysten, der har drevet værket. Og så har det været et vigtigt princip for Claus, at det skulle kunne hvile sig i selv – der skulle ikke lånes penge i banken eller pantsættes hus og hjem. Det løste han ved, at den første udgivelse med Dean & Britta blev betalt via forudbestillinger, og de efterfølgende plader blev finansieret af de foregående. Men skulle man nu være i tvivl, så er det ikke omsætning og økonomi, der er drivkræften bag det lille pladeselskab. Og det har Klaus hele tiden været bevidst om:
Jeg gør det for min egen skyld, og fordi jeg er glad for det. Jeg er udmærket klar over, at det ikke er noget, jeg på nogen måde kommer til at leve af. Så skal man udgive noget andet musik – og det gider jeg ikke. Det er ikke derfor, jeg gør det.
Det afspejler sig også i det forretningsmæssige set-up. Kunstnerne, der siger ja til Claus’ forespørgsel om at udgive deres plader (og det gør langt de fleste), får ikke en andel af omsætningen. Udgangspunktet er, at pladeselskabet sender dem 10% af oplaget, så når Claus bestiller 300 kopier af Solsort Og Forstærker, så sender han 30 plader til Henrik og Peter H. Olesen, som de så kan sælge videre eller beholde alt efter humør. Det kunne man tro ville afholde nogle kunstnere fra at ville være med – især, hvis man henvender sig til lidt større bands – men også fx det canadiske band Cowboy Junkies sagde ja til dén aftale.
Det er Claus glad for. Ikke fordi, han ikke vil dele overskuddet, men fordi det andet simpelthen ville blive for bøvlet: “Jeg sælger pladerne til én pris på min webshop og en anden pris til pladeforretningerne, og så skal jeg modregne moms og revisor og alt muligt, og så kunne jeg jo ikke sidde og lave andet end at holde øje med regnskaberne, og det gider jeg ikke.”
Og pengene bliver i selskabet. Nogle gange kan det blive til en frokost med forretningsforbindelser, men ellers er det et lukket kredsløb, hvor der ikke bliver trukket penge og overskud ud til rødvin og røde bøffer, og da Claus for første gang – ved årsskiftet 2020/2021 – havde et lille overskud, blev det investeret i et genoptryk af den eneste udgivelse, der hidtil er blevet udsolgt; Dean & Brittas 13 Most Beautiful: Songs For Andy Warhol’s Screen Tests. På den måde behøver man heller ikke bekymre sig om at skulle betale skat af et eventuelt overskud – og så kommer det jo også andre pladesamlere til gode.
For andre ville tanker om (gen-)udgivelse af plader medføre uoverstigelige forhindringer ved udsigten til at skulle håndtere master-bånd, covers, inner-sleeves, trykning af plader i Tyskland, distribution, pakning og salg, men pladeselskabsdirektøren får også dén del til at lyde, som noget, der let lader sig gøre.
Jamen jeg vidste ikke noget om pladeindspilninger som sådan. Men i og med at jeg havde samlet på plader i mange år, så havde jeg en idé om, hvad jeg selv kunne lide og hvad jeg selv syntes, var en god kvalitet, altså tryk og sådan nogle ting.
Og så er det nok også en fordel at have venner og bekendte med lidt branchekendskab til at hjælpe i opstarten, og dem havde han: “Jeg har en fyr i Århus, der hedder Emil Thomsen, og han masterer en stor del af danske plader og han masterer også mine”, og så var der en bekendt, der havde sit eget pladeselskab, og han kunne hjælpe med at komme i kontakt med et pladetrykkeri, der ikke behøvede at have pengene up-front – som det ellers er praksis i branchen. Med det i baghånden kunne Claus sælge den første udgivelse på forudbestillinger uden at skulle bekymre sig om det økonomiske, og endelig var der en gammel folkeskole-ven, der havde styr på noget grafisk, så de ellers små CD-covers kunne blive til pæne og fornuftige LP-covers. Til det sidste hjalp kunstnerne også gerne til med originaltryk og billeder, de havde anvendt til CD-udgaven.
Men grundlæggende er det simpelthen kærligheden til musikken – og især den musik, der ellers ikke ville komme ud på vinyl – der driver ham i hans fritids-projekt. Og så ér der også noget med selve formatet, vinylen:
Jamen, det er jo alt det der med, at det er coveret, og den naturlige forvrængning, og det er fedt at eje noget, og der går også noget samler i det. […] Det er jo så upersonligt, alle mulige andre formater, i særdeleshed streaming, det er jo fint nok til at checke musik ud på, men der er jo ikke noget i det; det er jo meget flyvsk…
Men først og fremmest er det musikken – nysgerrigheden – der er drivkraften: “Jeg ved ikke, om man kan kalde det en sygdom, men jeg har bare altid været glad for musik og for at finde ny musik”. Og driften af pladeselskabet kan sagtens kombineres med et fuldtidsjob som socialpædagog i et bostøtte-tilbud, en hustru og tre børn, for i gennemsnit bruger han – efter eget udsagn – kun mellem 1-5 timer om ugen på det, selvom det nogle gange naturligvis kræver lidt mere, når de nypressede vinyler ankommer til hjemmet i Århus-forstaden og skal sendes videre til pladekøbere, distributionsselskaber og pladeforretninger.
Men bortset fra et tydeligvis let irriterende besvær med det administrative, primært bogholderiet, er det tid, som Claus gerne giver ud. Og det er jo ret heldigt, eftersom det kommer alle os andre vinyl-elskere til gode, når vi ellers forgæves har rodet i kasserne efter vinyl-udgaver af Rhonda Harris, Greene, Hjalte Ross, Cowboy Junkies og Olesen-Olesen.
Ovenstående er blevet til via en snak med Claus Kristensen – online, naturligvis – i maj 2021. Jeg takker for den store og generøse imødekommenhed, jeg allerede fra første henvendelse blev vist, og håber, at vinyl- og pladeelskere på sigt vil belønne Claus og WWR for det store arbejde. Alle udgivelser fra selskabet kan anskaffes via Wouldn’t Waste Records hjemmeside og webshop.