Industrial krauttechno i neuer deutche welle med et dancetwist. Det lyder syret, men i 1981 var det ‘the shit’ i provinsbyen, dernede i udkantsdanmark, hvor de fleste af de kulturelle nybrud blev samlet op via radio- og TV-bølgerne fra det store, sydlige grænseland.
Deutsch Amerikanische Freundschaft (DAF) var aldeles avantgarde, men formåede alligevel at få et bredt gennembrud i de tidlige firsere, ikke blot i hjemlandet Tyskland men også i det store udland, hvor indtrykkene fra den brutale synth- og trommetechno blev samlet op af en stor del af den spirende technoscene i både England og USA. Og selv om duoen senere nærmest blev usynlige som følge af den umådelige popularitet af de øvrige poporienterede Neue Deutsche Welle-bands som Falco, karikaturen Trio og den nærmest hysteriske gennemslagskraft fra Nena, så har DAF i langt højere grad end disse sat deres spor i den elektroniske musik – helt op til vore dages hypede dj-baserede elektroniske scene (EDM).
Men DAF var ikke ‘blot’ maskinmusikere – og de var ikke en tankeløs kopi af Kraftwerk. Snarere var de en ond symbiose af Kraftwerk og Can i deres ultraintense elektropunk. Vokalisten Gabi og trommeslager, tangentspiller mm Robert Görl udforskede totalitære tanker og homoerotisk udfoldelse i ord og toner, og de spillede bevidst på alt, hvad der havde med sex at gøre, hvad der både kommer til udtryk i coveret, hvor de poserer med nøgne og svedige torsoer på hhv. for- og bagside, og i tekster og musik. Lyt fx bare til “Rote Lippen (Red Lips)” hvor der stønnes og hviskes i en grad, der fik livsledsageren til at karakterisere den som ‘tysk pornounderlægning’ – hvor hun så end måtte have indhentet dén erfaring.
Den ironiske og afstandtagende flirt med det autoritære, der både blev misforstået og som ligger lige til den strakte højrearm i forlængelse af musikkens militaristiske tilsnit – og som jo også er dejligt PR-fremmende, specielt i (Vest-)Tyskland på dette tidspunkt – kommer til udtryk i et af de kendteste numre fra Alles Ist Gut, “Der Mussolini”. Her lyder teksten simpelthen: “Tanz den mussolini. Tanz den adolf hitler. Beweg deine hintern. Und tanz den jesus christus”, og eftersom nummeret samtidig er tungt lastet med up-beat trommer og en god, simpel synth-hookline, så kunne man ellers hoppe svedende rundt til det.. Intet var rigtigt helligt for DAF, og dermed var de faktisk lige så meget punk som både Dead Kennedys, Ramones, The Clash og Buzzcocks – selvom de var langt fra dem i de musikalske udfoldelser – og selvom instrumenteringen og udfoldelserne på trods af et spartanske udtryk i en vis forstand var langt mere avanceret i DAF.
På 35 års afstand er der måske ikke længere så meget at komme efter. Albummet emmer af rå power-synth og insisterende rytmer, men de tekniske begrænsninger indenfor netop denne type af elektronisk musik er tydeligere hos DAF end de fx er hos de samtidige Kraftwerk, hvis musik fortsat kan spilles, uden at man får den halve husstand på nakken. Når det så er sagt, så er det let at forstå, hvorfor DAF blev populære dengang – og hvorfor det var banebrydende i al sin enkelthed. Det er enkelt, råt, let brutalt og gennemført til brug for dansegulvet både i forladte industrihaller og på klubberne.
Og til DAFs evige ære, så var deres brud med datidens rock- og popstruktur i de melodiske udfoldelser med til at åbne dørene for efterfølgende konstellationer som Human League, Soft Cell og Pet Shop Boys. Og det er vi nogle stykker, der har nydt godt af efterfølgende.