Hvis Dire Straits på deres forrige album, Love Over Gold, havde ladet hånt om airplay i radioerne, lyttevenlig poprock og publikums smag i øvrigt, og blot havde indspillet den plade, de havde lyst til, så kunne man godt få en fornemmelse af, at det modsatte var tilfældet på det efterfølgende album.
Brothers In Arms blev Dire Straits mesterstykke og/eller gennembrud, ihvertfald hvis man måler i antallet af singler, antallet af uger på hitlisterne, antal solgte eksemplarer, antallet af vundne grammyer – og vel egentlig også i eftermælet. Albummet har solgt i nærheden af 25 mio. eksemplarer siden 1985, og alene ud fra dén målestok er det lidt af en musikhistorisk mastodont, vi har med at gøre her.
Det meste af side 1 på albummet er rene radio- og TV-hits. “Money For Nothing” – en sang med et ret fedt guitarriff, der nu desværre næsten er blevet til en kliché – var ironisk nok den sang, der først blev spillet, da MTV åbnede deres kanal i England – mens denne TV-kanal stadig spillede musik. Ironisk, fordi den er en sang om en gnaven mand, der henslæber sit liv med trælst, manuelt arbejde (han flytter tung elektronik, såsom køleskabe og TV-apparater) mens han rønnebær-misundeligt kan se alle disse ‘faggots’ med deres latterlige hår spille lidt guitar og tjene boksen på det imens. Også “Walk of Life” og “So Far Away” blev spillet til kvalmegrænsen i radioerne, og både “Why Worry” og “Your Latest Trick” vil med garanti blive genkendt af alle popmusik-ører, der har passeret 35-års alderen.
Personligt er jeg ikke specielt glad for albummet, som meget sjældent bliver lagt på pladespilleren. Ikke fordi det er dårlig musik – det er det ikke; det er god, solid pop-rock med et fantastisk øre for denne genres muligheder og tidens indspilningsteknikker – men mere fordi det er blevet ‘slidt ned’ i mine ører. De fleste af numrene er efterhånden blevet reduceret til fyld i baggrunden, og det er jo, for både dette album, og alle øvrige plader der måtte være i samme kategori, synd og skam.
Til gengæld er der et par af sangene, der ikke på samme måde er blevet metaltrætte, og som derfor stadig kan høres. Der er fx et fedt country-lignende hook i indledningen til “The Man’s Too Strong”, og så kan jeg helt generelt godt lide den voluminøse (svulstige) lyd i produktionen.
Og så har jeg en bekendelse at aflevere. Jeg er vild med titelsangen… Det er godt nok ikke særlig comme il faut blandt mine musikelskende, indie-orienterede trendspottende bekendte, og det er altså også lidt corny og campet, men hvad kan jeg sige? Det er djævleblændt godt lavet, fra introens lynnedslag over den (elektroniske?) harmonika og den sprøde guitar i punktnedslag – indtil soloen i outroen, hvor den for alvor får lov til at fylde. Det er cinematisk, storladent, let vulgært og næsten beregnende i dens følelsespornografiske virkemidler.
Det kan jeg sagtens sige – på bekvem, objektiv, analytisk afstand. For humlen er jo, at det virker! Det kan godt være, at akkordsammensætning, den næsten hviskende sang, de bagvedliggende synthesizer-flader og den perfekt udførte guitar-del alt sammen er både beregnende og manipulerende, men man (jeg) skal sgu’ være lavet af sten for ikke at den trænger ind og stilfærdigt lader de ironiske og postmoderne forsvarsværker smuldre.
PS: Brothers In Arms var det første album i verdenshistorien, der solgte mere på CD end på vinyl. Også af den grund er det jo aldeles ironisk, at den bliver behandlet her, men det lader vi lige ligge et øjeblik…