Det er spas og løjer, det er elektrisk tråd og det var det internationale gennembrud, der næsten fulgte for drengene i det tidlige kopunk-band Disneyland After Dark.
I 1986 havde jeg købt Disneyland After Darks debutalbum, Call of the Wild og var aldeles bjergtaget. Ikke blot over den hurtige, inderligt countryinspirerede punkmusik – der gik dælme stærkt visse steder – men i lige så høj grad over al den pubertære (drenge-)humor, der mere end skinnede igennem på de enkelte numre. Det var fx svært ikke at blive rørt til tårer, når man lyttede til alle kvalerne i “Counting the Cattle” fra korøgteren, der mister sit kvæg til al landskens trusler, herunder tyre, der bare vil ha’: “Well number 3 & number 4 /they were longhorned chicks / Met som horny bulls / and now I’m only counting 6”. Indtil han kun har én tilbage, men deri møder sin store kærlighed.
Det var skægt, var det, og det var koncerterne også! Fulde af liv, røg og fest, og vi havde det godt alle os unge mænd – drenge for det meste – der aldrig havde hørt noget lignende, selv om vi var født og opvokset i udkantsdanmark i bekvem nærhed af både korøgtere og andre former for landmænd.
Men ambitionerne var større end til blot at underholde den danske ungdom med infantile, engelske ordspil, og selv om de ikke helt havde glemt kunsten på deres tredje album, det netop gennemlyttede No Fuel Left For The Pilgrims, så så de fire drenge et større potentiale i at transformere cowpunk til langt mere hård og riff-baseret rock’n’roll – og det var nok rigtig set.
Jesper Binzers vokal er skabt til rock med råstyrke, hvad han beviser på det indledende hit “Sleeping My Day Away”, hvor brormand Binzers leadguitar fyrer stramt skårne riffs af i byger, iblandet den obligatoriske, men korte solo. Et mønster, som resten af pladen følger til dørs på de fleste af numrene. AC/DC havde ikke levet forgæves, men til Disneyrockernes evige ros skal det siges, at de aldrig bliver til en tom og gentagende kopi. Den fodtrampende blues-baserede, tunge rock er skåret væk til fordel for mere glamorienteret heavy-rock, og det i en grad, så albummet opnåede den ære at blive optaget på Rollings Stones liste over de 50 bedste “Hair Metal Albums of All Time” som nr. 42.
De har ikke helt glemt de finurlige tekster, og så længe det hele er pakket ind i gennemmelodisk, tung rock, så er det alt i alt godt nok. Selv var jeg glad for genhøret med slagsangen “Sleeping My Day Away”, “Jihad” (gad vide, om en sang med dén titel og dén metaforik, var gået i dagens politisk korrekte Danmark?), “Girl Nation” og “Rim of Hell”. Generelt er det hele sådan lidt mere heavy, end jeg huskede det – det sker ikke så tit, at jeg hører D-A-D længere – og det var faktisk helt fint. Fx er “ZCMI” aldeles hårdtrockende hele vejen igennem
Og selv om det helt store, internationale gennembrud ikke blev til noget alvorligt – “Sleeping My Day Away” nåede dog en fornem 23.-plads på den amerikanske single-hitliste – så fandt Disneyland After Dark her for alvor formlen, der efterfølgende har gjort dem til et af de mest populære bands i Danmark. Og så er det jo kun mavesure, bitre, gamle mænd, der kunne finde på at hævde, at de efter No Fuel Left For The Pilgrims blot har gentaget de samme sange i ny forklædning igen og igen. Så det vil jeg lade være med, for jeg er ikke mavesur og bitter.