Den livsledsager, der aktuelt holder undertegnede ud, har forladt hjemmet for at hellige sig andre gøremål i forbindelse med efterårsferien. Hvis ikke hun allerede havde gjort det, er jeg ret overbevist om, at den konstante strøm af musik med Dodo Gad og hendes lystige svende havde fået hende til det alligevel – på trods af regnvejr og vanvittigt godt selskab i hjemmet.
Dette er den anden – og sidste – plade jeg ejer med Dodo And The Dodo’s. Den ligner den første i en sådan grad, at jeg ikke ville kunne høre forskel på det ene eller det andet. Albummet indeholder, ganske som det første, et hit, nemlig den hjerteskærende ballade, “Pigen Med Det Røde Hår” – der oven i købet ikke bliver sunget af Dodo, men af en mand.
Sådan er der så meget, og som tidligere omtalt, så har jeg en gang i tidernes morgen fået at vide, at ordentlige mennesker holder deres mund, hvis ikke de har noget pænt at sige. Så ikke mere om Dodo i denne omgang, og i stedet kan jeg fortælle, at jeg i mellemtiden har fået skænket mig ikke blot en, men adskillige kopper kaffe, og ansporet af det ældste hjemmeboende barns afslag på et spil backgammon eller skak, har jeg nu i stedet fortsat min efterårsferielæsning. Jeg har valgt en bog fra Philip Kerrs Berlin Noir-serie – den niende i rækken eller sådan (og det på trods af, at den fortsat i mange kredse omtales som Berlin Noir-trilogien) – og den er sådan set ret underholdende, og under alle omstændigheder velresearchet, i sin skildring af Katyn-massakren i Polen under 2. Verdenskrig.
Når jeg er færdig med den, tror jeg, at jeg vælger at fortsætte med Ole Langes to-binds-beskrivelse af H.N. Andersen og ØK. Dén er ganske vist ikke specielt underholdende skrevet, men jeg er lidt nysgerrig på denne Andersen og hans sociale opstigen og kapitalimperialistiske formåen. Så det skal jo nok blive godt.