Dengang, dernede i 1980’erne, hvor alt var lidt højere og længere (håret) og lidt mere pastelorienteret (tøjet) og lyden på musikken var domineret af elektroniske trommer, synthesizere og masser af reverb og ekko, var teknologien til køb og salg af musik på CD, LP og kassettebånd ikke nær så udviklet som i dag, hvor alle med en telefon har adgang til et musikkatalog med over 100 mill. sange og numre.
Unge, musikhungrende provinsboere, hvis eneste inspirationskilde til ny musik var DR, tysk radio og TV samt efterhånden også de spirende lokalradioer, var derfor henvist til bladrekasserne med LP’er i den lokale Expert og en eventuelt konkurrerende pladepusher, og man var derfor også underlagt disses nåde og barmhjertighed i forhold til det (ret begrænsede) udbud. Men så var det, at en venlig sjæl blandt kammeraterne gjorde mig opmærksom på …. RILLEN!
Rillen var en jysk musikforhandler, der i lighed med TP Musikmarked og andre entreprenante virksomheder excellerede i salg af musik via postordre. For at kunne købe i biksen skulle man derfor skrive sig op i deres kundekartotek – det skete via en telefonopringning – hvorefter man med jævne mellemrum modtog deres tykke katalog, hvor skribenterne i en blanding af salgstale og vist nok forholdsvis oprigtige anmeldelser lovpriste dette eller hint album – gerne i indie-genren.
Det var sgu’ alligevel lidt noget andet end gågadens Expert, og Rillens tykke katalog var – i lighed med barndommens katalog fra Daells Varehus – imødeset med stor spænding, og glæden var lige stor hver gang, det dumpede ind ad brevsprækken med et lydeligt ‘klask’. Kuponer blev udfyldt og snart efter modtog man en stak plader svarende til køberens smag – og monetære kapacitet. Og i ét af de tilfælde, det skete, var Drum Theatres album Everyman altså med.
Ulempen ved Rillen var nemlig, at man ikke havde mulighed for et prøvelyt, og havde jeg haft det, var pladen nok aldrig landet hos mig. Det er noget forfærdeligt skidt, nemlig; tydeligt inspireret af bands som Duran Duran (som vi vender tilbage til lige om lidt) og i lidt samme boldgade som Curiosity Killed The Cat m.fl. er musikken domineret af en vokal, svøbt ind i rumklang, men ellers aldeles søvndyssende, synthesizere, som de ikke rigtigt ved, hvad de skal bruge til, og så ellers en masse god, solid firserlyd. Det er miserabelt hele vejen igennem, er det, og hvordan det er kommet forbi et pladeselskabs musikredaktør er mig en kilde til stor forundring.
Så anbefalingen herfra skal lyde; lad være med at købe skramlet. Hvis De har slige masochistiske tendenser kan albummet erhverves på discogs.com til den nette pris af 0,85 Euro. Jeg kan forsikre Dem om, at jeg betalte væsentligt mere for det i sin tid.
Og en gang imellem savner jeg stadig Rillens katalog…