På min anden – og sidste – plade med Duran Duran er The Fab Five (aka de talentløse drenge fra Birmingham) blevet til en trio. Kun Simon Le Bon, Nick Rhodes og John Taylor er tilbage fra den oprindelige besætning, men Andy Taylor er dog krediteret på innercoveret. Han var ellers gevaldig træt af Duran Duran på dette tidspunkt, og han forsøgte endda kort efter udgivelsen af Notorious at forhindre, at der blev udgivet plader under Duran Duran-navnet, som han mente, at han selv havde lige så stort krav på som de øvrige.
Om det er fraværet af de to Taylors eller tilvalget af Nile Rodgers som guitarist og producer, skal være usagt, men Duran Duran er på denne plade faktisk på vej ret langt væk fra deres hidtidige storsælgende lyd. Der er ikke meget ‘Hungry Like The Wolf’ over albummet, og når alt kommer til alt, så må jeg jo nok krybe til bekendelse og tilstå, at jeg altså ikke er særlig begejstret for denne, deres fjerde, plade.
Ikke at jeg hidtil havde været overvældet, men det var da trods alt til at høre hit-potentialet i deres forrige udgivelser, men på Notorious er det faktisk kun titelnummeret, jeg gad at lytte til. Resten af det er noget misk-mask, der lyder, som om det er aldeles hastigt nedskrevet – og som om kilderne til hitkompositionerne er tørret ud.
Duran Duran nåede aldrig igen op på popularitetens tinder som i start-firserne, omend de er still going strong. Og Notorious er ikke en af de plader, der bliver hentet særligt ofte frem fra D-sektionen af pladereolen i det lille hjem på landet. Så vi iler videre, thi nu tror jeg sørme, at vi er på vej til noget, der har lidt mere staying power. Og dét i en grad, så ophavsmanden for nyligt er blevet hædret med en af de højeste udmærkelser, man kan nå indenfor kulturen. Så bliv endelig hængende…