På alt for lang afstand af den periode, hvor jeg første gang hørte Ocean Rain kan det være lidt svært at genskabe den begejstring for det, som jeg tydeligt husker, jeg havde. Det er faktisk ikke fordi jeg ikke synes, at det er en fin og god plade, men det rykker knap så meget i hverken sjæl eller krop, som det gjorde dengang, hvor den klart var en af favoritterne i samlingen.
Det kan muligvis tilskrives den fremskredne alder, jeg befinder mig i nu, hvor sjælerystelserne ved at høre bevægende musik koblet op på storladne orkesterarrangementer og lyrik om gloom, doom, dommedag og død er sjældnere – eller også er det simpelthen fordi pladen ikke, i samme grad som fx de mange albums fra de musikalske sjælefrænder i The Cure, holder til gennemlytning tredive år senere. Men når det så er sagt, så kan jeg altså alligevel heller ikke helt frigøre mig fra en god, genkendelsens glæde ved at lytte til Ian McCullochs stemme, der svinger et sted mellem Lloyd Coles, Morriseys og netop Robert Smiths på de ret flot skrevne sange.
Højdepunktet på pladen indtræffer som det første nummer på side 2: hittet “The Killing Moon” med den fængende musik og den vidunderlige hook-line i omkvædet: ‘Fate / Up against your will / Through the thick and thin / He will wait untill / You give yourself to him’. Især de to første linjer er jeg helt vild med – men jeg skal nok lade være med at kaste det overanalytiske blik på det, for det vil vist ikke gøre ret meget godt for lytteren. Derudover er det bare en smuk kærlighedssang, fabelagtig flot udført og vel nok Echo’s allerfineste øjeblik.
Generelt er musikken stilfærdig, selv når den udtrykker desperation, og de gode guitarer, man hører rundt omkring bliver suppleret flot af nogle basgange, der lyder som om de er inspireret af – og videreudviklet ovenpå – det samme, man finder hos Joy Division. Derudover er vi umiskendeligt i brit-musik-land; der er vist ingen tvivl om, at The Smiths, Lloyd Cole og Echo & The Bunnymen er skåret ud af samme skabelon, om end langtidsholdbarheden som nævnt muligvis er større på førstnævnte.
Ud over “The Killing Moon” er jeg ret glad for det stilfærdige titelnummer og den noget mere extrovert klagende “Nocturnal Me”, selv om den for nogle vil lyde lidt teatralsk (og lidt som et rip-off af noget, man har hørt før. “September Song”, måske?). Men ellers er noget af det bedste man kan sige om albummet, at det er stinkende godt produceret, med en lyd, der i dén grad matcher de store, dramatiske udsving i sangskrivningen. Det forlyder, at der var indkaldt et 35 mand stort orkester til backingen, og der er i hvert fald ikke sparet på hverken strygere eller slagtøj undervejs. Og det er faktisk lidt fedt.
Så selvom jeg ikke helt kan genfinde jublen over det hele, så var det i det store og hele et glimrende genhør. Og så skal jeg da også med det samme bekende, at på trods af den noget blandede beskrivelse ovenfor, så er det altså ikke udelukkende, fordi jeg er i gang med et projekt om at høre alle mine plader, at den er blevet sat på. Det sker faktisk engang imellem – lidt ligesom med Belle & Sebastian, der vel ret beset også nok har lyttet til både The Smiths og Echo & The Bunnymen.