Ice On Fire formelig lugter fem kilometer mod vinden af midtfirserne, med alt, hvad det indebærer af elektroniske trommer, bløde horn og en hel masse synthezisere. Et eller andet sted på den alenlange liste af krediterede musikere står opført en mand, der påstås at spille på guitar, men det er godt nok svært at identificere ham midt i al muzakken.
Også Elton Johns eget klaver synes fraværende. I stedet er alle numrene smurt ind i den tykkeste funk-soul-disco vellyd, digitaliseret ud over alle grænser, og kun Elton Johns egen vokal slår igennem som et karakteristikum ved denne udgivelse, der indkapsler meget af, hvad der gik galt med den bløde pop-rock i firserne.
Pladens største hit er den semi-politiske up-tempo ballade “Nikita”, men selv om den, fordi man har hørt den alt, alt for mange gange, i det mindste er genkendelig redder den ikke albummet fra at være en ualmindelig tynd kop te. Heller ikke George Michaels medvirken på hverken førnævnte “Nikita” eller “Wrap her Up” hæver albummet fra den nedre del af middelmådigheden.
Igen; Elton John er en mere end almindelig ferm komponist, der nok ved, hvordan man skruer en melodi sammen. På Ice On Fire lyder det dog desværre som om, han kaster alt dette talent ind i et mildest talt tvivlsomt projekt, hvor han forsøger at ramme så bredt som muligt – og vel derved stort set ikke rigtig rammer noget rigtigt.
Nå, lad det hvile. Det vil jeg ihvertfald lade albummet gøre….