Erasure smedede mens jernet var varmt. Allerede i 1987 udsendte de opfølgeren til debuten, og den blev en af deres bedst sælgende LPer. Og de har ellers solgt mange; op mod 25 mio albums er blevet langet over disken i de 30 år, der er gået siden debuten, så det er nok ikke smør på brødet, der mangler.
Det gik faktisk også meget godt, det hele; monsterhittet “Sometimes” havde allerede lagt England og det meste af det kontinentale Europa ned nogle måneder før albummet udkom, og det kan man sådan set godt forstå – også hørt på solid afstand af perioden. Det er nemlig et rigtig fedt nummer; glade rytmer, der er lige til at ryste røv til, og en hyperenergisk Andy Bell, der har lært alt om, hvordan man styrer stemmen. Det er med andre ord et nummer, der ganske fortjent fortsat bliver spillet på adskillige radiostationer rundt omkring, når der skal være lidt fest og ballade.
Også “Victim Of Love” nød jeg via genkendelsens glæde, men ellers er vi i samme synth-land som vi var i på debuten. Og igen; det er jeg faktisk ikke særlig begejstret for. Men nu er pladen jo blevet hørt, og så mangler jeg jo ikke at høre den.