I 1992 var MTV stadig en musik-kanal, der primært præsenterede musikvidoer, og som havde en kolossal udbredelse globalt. Det kan derfor ikke undre, at da TV-stationen inviterede Eric Clapton til at spille en lille, akustisk koncert foran et indbudt, og ikke særlig stort, publikum, blev det til en gigantisk succes.
Koncerten blev naturligvis optaget og efterfølgende udgivet på et album, der solgte svimlende 26 mio. eksemplarer på verdensplan! Man kan muligvis beskylde MTV for mangt og meget, men i dette tilfælde er det tæt på, at de, som en kritiker konstaterede, alene var ansvarlige for re-vitaliseringen af Claptons karriere. ikke mindst overfor de mange unge, der udgjorde MTVs kernemålgruppe, og som ikke nødvendigvis tidligere havde orienteret sig særlig kraftigt imod gamle blues-rock-koryfæer. Og det hjalp jo givetvis en hel del på pladesalget.
Det er et rigtig fint album. Det er rart at høre Clapton spille guitar og synge, uden at alle numrene er sovset ind i den ‘rigtige’ lyd, som det fx var tilfældet på Journeyman. Det klæder både de mere traditionelle blues-numre såvel som hans egne kompositioner, både på fx. “Layla” og “Tears In Heaven”.
Og så bliver vi oven i købet præsenteret for nogle af de knap så kendte numre. Hverken “Cocaine”, “After Midnight” eller “I Shot The Sheriff” er at finde på albummet – det havde ellers været den lette vej til succes – men i stedet kan man jo så forlyste sig med blues-ikonet Robert Johnsons “Malted Milk” og den lettere pjattede “San Fransisco Bay Blues” hvor Clapton minsæl spiller på kazoo!
Det er fin blues, og det er fin pop. Bluesen bliver serveret, så alle kan være med (‘Blues for yuppies’ som en anmelde mavesurt bemærkede), og igen; man slår sig ikke på det. vi er langt fra den psykedeliske og eksperimenterende blues, der blev afprøvet 25 år tidligere, men hvad gør det, når man kan få en hel generation af nye lyttere i tale?