I 1985 var Eurythmics allerede et vel etableret band – eller rettere en duo. I årene forinden havde Dave Stewart og Annie Lennox ikke blot udgivet de monstrøse hits “Sweet Dreams (Are Made Of This)” og “Who’s That girl”, de havde også skrevet en stor del af soundtracket til filmen 1984 der jo naturlovsnødvendigt udkom samme år. Herfra blev også “Sexcrimes (Nineteen Eighty-Four)” et anseeligt hit, men med Be Yourself Tonight bragede duoen igennem lydmuren og blev en decideret supergruppe.
Det kan man faktisk godt forstå, når man hører pladen i dag. Jeg er givetvis farvet efter at albummet har været i min besiddelse i mere end 30 år, og efterhånden er blevet internaliseret i en grad, så jeg i ren muskelhukommelse stort set kan alle tekster forfra og bagfra. Ikke fordi det er blevet hørt meget de sidste par årtier, men det blev det faktisk ret ofte på værelset i provinsbyen, og det var ikke kun mig, der satte det på. Selv mine drengevenner, der ellers kunne være ret så bornerte, når det kom til den mere rene popmusik, kunne godt finde på at hive det frem fra stakken og smide det på, når der skulle være lidt fest, sådan i al almindelighed.
På Be Yourself Tonight forlod Stewart og Lennox ellers den formel, de havde profiteret af i de foregående år. Fra at være en primært elektronisk duo med en forholdsvis mørk lyd blev albummet produceret med bidrag fra ‘rigtige’, levende musikere, og listen over medvirkende er alen-lang. Stevie Wonder bidrager med en soulet, fed mundharmonika på “There Must Be An Angel”, som dog først dukker op efter intronummeret; den stabilt og fedt rockende “Would I Lie To You”, hvor Lennox lader vokalen flyde over med hun-djævel rockability. Og derfra er det ellers hit på hit, alt sammen på en tyk bund af R&B, delvist Motown-inspireret fed lyd, afsluttet på side 1 af feministhymnen over dme alle; “Sisters Are Doing It For Themselves” i en smuk duet mellem Annie Lennox og Aretha Franklin. Også “It’s Alright (Baby’s Coming Back)” holder distancen, ligesom den følsomme “Adrian” – en duet med Elvis Costello – blev et mindre hit. Og selv om albummet lidt taber pusten på side 2, så er det altså ikke skidt overhovedet.
Der er i virkeligheden ikke så meget man kan sige og skrive om Be Yourself Tonight, som ikke allerede er skrevet – eller som lytteren i den rigtige alder ikke selv har lyttet sig frem til. Det er en god plade, så simpelt kan det siges, og givetvis højdepunktet i Eurythmics karriere. Også selv om de efterfølgende albums hver for sig indeholdt hits af enhver karakter.
På den anden side; det kan jo også bare være mig. For når nu man er vokset op med skidtet, har danset til det, hængt ud til det, lyttet til det, mens man slængte sig på skibsbriksen med en ungdommelig flane i samme alder, så kan det måske være svært at være fuldstændig objektiv.