Der var masser af hits på Revenge, og når man (gen-)hører den i dag, er det da også disse hits man husker og genkender. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er det også lidt som om, duoen havde lært lidt for meget af succesen med Be Yourself Tonight, og derfor excellerede ud i et spor af langt mere pop- og R&B-inspireret blød rock, til at albummet for alvor kan stå på egne ben.
Fans, der huskede Eurythmics fra deres første albums – og deres første hits – og holdt af den noget mere nedbarberede (og kølige) lyd fra primært elektroniske trommer og synth – sådan lidt Depeche Mode-agtigt – må næsten uundgåeligt have følt sig svigtet ved udgivelsen af Revenge. Her er fuldt blæs på orkestreringen i poprock-orkestret, og ikke mange elektroniske loops og sløjfer – og ikke meget kølig tilbagelænethed fra vokalisten, den (dengang) ret så androgyne Annie Lennox. Prøv fx selv et lille eksperiment; hør “Sweet Dreams (Are Made Of This)” først, og sæt derefter “Thorn In My Side” på. Der er altså et stykke vej, er der ikke? Eller den let fremmedgørende (og smukke) “Julia” fra 1984 – For The Love Of Big Brother op mod “When Tomorrow Comes”.
Nå, men for os andre, der desværre kun investerede i singlerne dengang, så var Revenge dengang et forholdsvis ventet album, men som jeg husker det, så skuffede det også let allerede på det tidspunkt. Det lægger ellers godt ud med den bluesy og sejt rockende “Missionary Man”, der sparker albummet i gang med nogle af de sejeste guitar-licks, som Dave Stewart kunne producere, og en groovy mundharmonikafigur, der lægger den fede bund til en semi-vred Lennox, der jo er “Born an original sinner”. Og så burde alt jo ellers være i orden, når nu man har forladt electro-poppens smalle sti og skal rocke og poppe sig vej til fortsat succes.
Men alas; alle de gode intentioner smuldrer allerede ved næste nummer, “Thorn In My Side”, der – selv om den red både diskoteker og radioer som en mare den sommer – alt andet lige er en ret ordinær pop-sang, der ligger lige til højrebenet for en fordanskning af Lis Sørensen (hvad der dog ikke skete). Heller ikke “When Tomorrow Comes” holder en ret meget højere standard, og generelt er numrene lidt fladere, lidt mere kønsløse og lidt mere behagesyge, end tilfældet var på de første udgivelser – og på Be Yourself Tonight.
Nu er der jo heldigvis ingen, der behøver at lave musik, der skal gøre det ud fra mine smag og mine præferencer. Men jeg har det bare sådan, at hvor Be Yourself Tonight var en velkommen nyorientering, så er Revenge i alt for høj grad et forsøg på at fastholde det, der gav succes – men uden de samme kvaliteter. Når det så er sagt; det er da alligevel imponerende, at de for 30 år siden kunne komponere og indspille et album, hvor (mindst) fire af numrene efterfølgende er blevet hængende som pop-standarder. Så noget har de da gjort rigtigt – og der er sikkert mange andre bands, der ville ønske at de kunne skrive et album (og en række hits) af denne kvalitet og karakter.