Der var grøde i dansk heavy i 1980’erne. Men i modsætning til punken, så var interessen og de glødende fans af genren ikke centreret omkring de store byer, men derimod havde ungdommen i udkanten, i sovebyerne og i provinsen i dén grad taget den hurtige og larmende musik til sig.
Forbillederne var naturligvis mange; Metallica, Megadeath, Slayer, Iron Maiden og fx Manowar var den internationale målestok, man holdt bands med et mere lokalt tilsnit op imod, og i Danmark var bands som Pretty Maids og Skagarack store navne i den mere melodiske og midtersøgende heavy, mens fx Artillery, Mercyful Fate og King Diamond var de mere larmende bands med en noget mindre, men særdeles engageret, fanbase. Og man nøjedes ikke altid med at lytte; i masser af provinsbyer blev der øvet heftigt i de kommunalt tildelte øvelokaler, og i den del af udkantsdanmark, hvor jeg voksede op, kunne man derfor lytte til bands som Brain Damage og senere Septic Tank, der gjorde de (få) spillesteder usikre med højlydte skrig, rå guitarsoli, masser af tempo og en god portion slam-dance blandt det overvejende mandlige og langhårede publikum.
Fate udspringer af dette miljø. Guitaristen Hank Sherman var udbryder fra Mercyful Fate, så hvad var vel mere oplagt end at navngive bandet i samme retning? Så vidste man, hvad man fik – eller næsten da. Debutalbummet Fate er da også eksemplarisk for netop denne musikalske retning; her er masser af tråd (læs; guitar), masser af tempo og en solid vokalindsats, der primært består i råbe-sang, af og til med en god portion falset.
Fate er ikke det ypperste band indenfor genren, for nu at sige det på en måde, så ingen bliver stødt. Som jeg husker det, så var der en del ambitioner i bandet, der svært gerne ville slå igennem – også udenlandsk, som man siger, men som ikke rigtigt opnåede det. Musikalsk lægger de sig i det store, bløde midterfelt, ikke ulig fx svenske Europe og førnævnte Skagarack, men nogle Pretty Maids blev de altså aldrig rigtigt. Når dét så er sagt, så er der masser af melodisk langhårs-heavy på debuten – og der er faktisk også en hel del energi og løssluppenhed, som man godt kan blive lidt imponeret af. Helt skidt er det med andre ord ikke, men efter 36 minutter af semi-heavy, så har man ligesom også hørt det, ikke?
Men hvis man ikke har hørt nok, så kan man jo kaste sig over det næste album i stakken, som er Fates andet album, A Matter Of Attitude, så det vil jeg nok gøre lige om lidt.