Når der skal skrives artikler eller bøger, eller når der skal produceres radio- og TV-programmer om dansk rock og den nye guldalder fra starten af 1990’erne, så er det som regel via tre navne, der nærmest er blevet synonymt med udviklingen af rockmusikken og det nybrud, der fandt sted. Kashmir, Dizzy Mizz Lizzy og Psyched Up Janis er de navne, der for eftertiden og de opvoksende generationer stort set alene har fået æren (eller skylden, alt efter behag) for den nye bølge af grunge- og postpunkinspirerede, engelsksprogede guitarbands, der bragede gennem lydmuren sådan cirka årgang 1993.
Hvis man nu fx tænker, at det kanoniserede nationalleksikon, Gyldendals Store Danske, kunne berige den søgende sjæl med oplysninger om dansk musik i perioden fra 1990 – 2000, så er det da også disse tre bands (iøvrigt sammen med Inside The Whale), der bliver nævnt. Og der er ingen – som i absolut ingen – omtale af Fielfraz i opslaget om dansk rockmusik. Det kan der naturligvis være mange gode grunde til, og de nævnte bands er da også aldeles skelsættende i rockhistorien i Danmark, men helt at forbigå bandet er i min optik aldeles misvisende.
Fielfraz er muligvis ikke inspireret direkte af den grungebølge, der fra starten af 1990’erne rullede ind over os fra USA med navne som Nirvana, Pearl Jam og Soundgarden. Men de var til gengæld aldeles rockorienterede, gerne med guitarfræs, heftig bundbas og frenetiske slag på lilletrommen, i en retning, som det var svært at finde magen til i det lille land – og også på et niveau, hvor såvel Kasper Eistrup fra Kashmir og Tim Christensen fra Dizzy Mizz Lizy selv har udråbt Claus Hempler fra Fielfraz til at være en af 90’ernes mest undervurderede sangskrivere.
Om disse bands decideret har været inspireret af Fielfraz inden deres indbyrdes rivalisering og efterfølgende massive gennembrud i 1993 skal jeg ikke begynde at gisne om. Men at begge de unge mænd har hørt Fielfraz kan der vist ikke være nogen tvivl om; de var her der og alle vegne i de første par år i 90’erne, blev modtaget med begejstrede anmeldelser (som jeg husker det) og spillede fremragende koncerter, blandt andet på Roskilde Festival i både 1991 og 1992.
Deres andet album, Electric Eel, udkom i 1992 og bryggede videre på opskriften fra debuten Shine. Her er højt tempo på de fleste sange, masser af energi, og Claus Hempler har skrevet en række fine rocksange til albummet. det åbner med hittet “Surfer”, der passende lægger niveauet for resten af albummet med ørehængende omkvæd og fantastiske guitarlicks. Og i dén anledning; Kenneth Priisholm er vist da en fremragende guitarist, er han ikke? Og det uanset om han spiller nær-heavy, om han kører soulinspirerede wah-wah-pedaler ind over (som i “Sit Dog Sit”) eller om han kører den ‘rent’ hjem som i “Cruel Psycho Candy”.
Og så har jeg har en voldsom svaghed for det andet hit på pladen, “Naked”. Umiddelbart lyder den lidt Beatles-inspireret, men er alligevel lidt sin egen. Måske fordi den er fræk nok til at blive kørt hjem i 3/4-dels valsetakt. Det er ikke hver dag, man hører et rockband forsøge sig udi dén genre.
Overordnet; jeg er glad for også Fielfraz’ andet album. Det er sejt rockende med plads til skæverter og ting, man ikke lige forventede, og så er jeg fortsat af den opfattelse, at det er både synd og skam, at der åbenbart ikke er plads til dette band, når man skriver historie om dansk rockmusik.