Rumours er et af de albums i pophistorien, som alle kender noget af musikken fra – også selv om man ikke ejer det. Det er praktisk taget umuligt ikke at have hørt et eller flere numre fra pladen, blandt andet fordi det fortsat bliver spillet flittigt på diverse radiostationer, og når hertil kommer, at det er et af de absolut bedst sælgende albums i musikhistorien, så er der næsten garanti for, at man er stødt på det i den ene eller anden sammenhæng.
Det lå ellers ikke lige til højrebenet, at Fleetwood Mac skulle blive det popkulturelle fænomen de udviklede sig til midt i 1970’erne. Oprindeligt var bandet udsprunget af det britiske blues-miljø, men musikken på de første albums var næsten så langt fra den harmoniske og melodiøse, amerikanske vest-kystpop man finder på Rumours. Men gruppen havde skiftet kraftigt ud i besætningen; ud var røget den hidtidige guitarist, Bob Welch, og ind var kommet Lindsey Buckingham og Stevie Nicks. Sammen med Mick Fleetwood og ægteparret Christine og John McVie var kvintetten klar til at skifte bluesen ud med blød poprock og smukke harmonier – og det gjorde de eftertrykkeligt!
Myten om albummet er, at det blev skabt på opbrud; McVie’erne var midt i en skilsmisse, og også kæresteparret Buckingham og Nicks var i færd med at gå fra hinanden. Kombineret med et voldsomt indtag af alkohol og i en sky af kokain blev indspilningerne færdigproduceret i 1976, uden at medlemmerne nødvendigvis var i studiet samtidigt under hele processen.
De fleste af sangene bærer præg af netop de forskellige opbrud. Gemt under de – i de fleste tilfælde – glatte og behagelige melodier er teksterne ofte opgør med en elsker eller elskerinde eller et udtryk for smerten i afskeden. Det giver dog ingen skår i udtrykket; selv om Lindsey Buckingham kan synge ‘Lovin you isn’t the right thing to do / … / Shacking up is all you wanna do’ på hitsinglen “Go Your Own Way”, så sidder både melodi og harmoni lige i popskabet, og iøvrigt er der noget sindssygt fascinerende ved trommespillet på netop den sang – specielt i versene.
Albummet har til dato solgt i nærheden af svimlende 45 millioner eksemplarer, og det indeholdt hele fire hitsingler; foruden ovennævnte også “Don’t Stop”, “Dreams” og “You Make Lovin’ Fun”. Derudover er jeg personligt ret glad for det sidste nummer på pladen; Stevie Nicks forholdsvis dystre “Gold Dust Woman” med den ret cool country-guitar og den desillusionerede tekst:
Did she make you cry
Make you break down
Shatter your illusions of love
Is it over now – do you know how
Pick up the pieces and go home
45 millioner pladekøbere kan ikke tage fejl, vel? Så konklusionen må være, at det er en god plade, ikke? Dén konklusion køber jeg gerne, for jeg kan sagtens høre, at det er ualmindeligt velskrevne popmelodier og at udførelsen er tæt på det perfekte. Når jeg alligevel ikke falder fuldstændig på halen – og når genhøret ikke giver glade minder – så er det derfor muligvis en brist hos mig, mere end det er et udtryk for manglende kvalitet. Men jeg er altså ikke voldsomt begejstret for pladen som helhed; jeg elsker trommerne og den lette desperation i “Go Your Own Way” og Stevie Nicks kølige levering af “Gold Dust Woman”, men meget af det øvrige lader mig lidt kold.
Nå, med 45 millioner solgte eksemplarer af albummet er de sikkert ligeglade, og så kan jeg jo nøjes med at konstatere, at pladen netop har en status, der gør den relevant – om ikke for andet så for dens kulturhistoriske betydning. Og nu har jeg hørt den – igen – og kan med sindsro returnere den til reolen.