Det er et åbent spørgsmål, om Welcome To the Pleasuredome er et af popmusikkens mest oversete mesterværker, eller om det er corny kitch hele vejen igennem; designet af Trevor Horn og udført af syngende og dansende marionetdukker uden talent.
Personligt er jeg ikke i tvivl; Frankie Goes To Hollywoods debutalbum er et gigantisk, overambitiøst værk, fuld af forskellige fejltagelser, men samtidig med musik og en lyd – og ikke mindst et bidende sarkastisk overblik – der kan matche stort set alt, hvad der ellers blev hitmusik i 1980’erne. Det var punk i popforklædning, progrock i disco-udgave og det var grandiøse og bombastiske udladninger af den rene vellyd.
Frankie havde allerede inden udgivelsen af albummet indlagt sig evig pop-hæder ved udgivelsen af singlen “Relax”. Dén blev hjulpet godt på vej af en radio-DJ i BBC, der mditvejs i nummeret i en direkte udsendelse flåede pladen af og nægtede at spille den igen, da såvel coveret som sangen selv i hans optik var så obskøn (den kan afkodes som en ode til anal-sex), at den ikke fortjente air-play. Det gjorde naturligvis ikke interessen for pladen mindre, og den strøg derfor ind på førstepladsen af den britiske top 40. Også “Two Tribes” var blevet udgivet før albummet kom på gaden, og Frankie red derfor på en bølge af forventningshype, der gjorde, at pladen var blevet forudbestilt i mere end en million eksemplarer inden den landede i butikkerne.
Hypen blev indfriet med et album, der – på trods af de åbenlyst ringe numre, den også indeholdt – stadig står som en milepæl indenfor popmusikken i firserne. Den åbner med det 14 minutter lange titelnummer, som med dens repetitive mønster og vilde lyd er noget af det mest frække, man kan forestille sig i popmusikken; at åbne et dobbeltalbum med en enkelt sang, der fylder hele side 1! Og på trods af singlehittenes kvalitet, så er det uden sammenligning også pladens absolut bedste nummer. Det er “over the top” hele vejen, fra introens storladne orkesterlyd og efterligningen af Pink Floyd-kvindevokalen fra “The Great Gig In the Sky” over forsanger Holly Johnsons talte indledning (‘The world is my oyster’) til afslutningens dæmoniske latter. Og i midten; 12 minutters vild, danseglad og kæmpeorkestreret vellyd. Dét nummer klarer alt det, som prog-rocken ikke kunne i 70erne og 80erne, nemlig at holde interessen fanget over mere end 6 minutter.
Der er andre gode sager på albummet; de to omtalte singler samt endnu en, der gik hen og blev den tredje nummer 1-single; “The Power of Love”. Og i samme grad, som Holly Johnson kunne holde tungen lige i munden, når han lystigt ruller på ordet ‘eeeee-rect!’ i titelnummeret, kunne han holde den hårfine balance i sentimental romantik på balladen, der aldrig kammer over og bliver sarkastisk på denne julesang. (Til gengæld er videoen til sangen aldeles corny og ret blasfemisk).
Plade 1 er klart højdepunktet, mens side 3 og 4 lider af åbenlyse mangler – og indeholder en del album-fillers. Man kan mene at coveret af Bruce Springsteens “Born to Run” er smagløs, men den er rockende og tempofyldt, og jeg har absolut intet godt at sige om den udgave af Bacharachs “The Way to San José”, de skal have med. Til gengæld er disco-nummeret “Krisco Krisses” ret charmerende, og jeg kan også godt klare “Black Night, White Light”
Det meste af albummets ære tilfalder vist produceren Trevor Horn. Det blev – og bliver – diskuteret, om Frankie Goes To Hollywood overhovedet havde eksisteret uden hans medvirken, og den skarphed i lydbillede og alle de finesser, der kunne tilføres i 1985, er nok den udslagsgivende faktor for, at albummet kan høres også i dag – med fornøjelse…