En hurtig indrømmelse; der er gået lidt kludder i rækkefølgen her. Sådan – eller Live Sådan (der er åbenbart lidt tvivl om den korrekte titel), udkom faktisk et par måneder før studiealbummet samme år, Efter Endnu En Dag. Så blev den ligesom sat på plads – og redaktøren beklager inderligt.
På daværende kulturminister Brian Mikkelsens noget omdiskuterede kulturkanon fra 2006 optræder Gasolin’ naturligvis også. Ikke med et af deres mange studiealbums, med disses store opbud af moderne klassikere, men med dette livealbum, indspillet under deres vinterturné i 1976.
I begrundelsen for hvorfor det netop er live-albummet, der får så prominent en plads i den danske kulturhistorie, kan man blandt andet læse, at det er fordi “rock skal høres i koncertsalen […] Uden at forklejne gruppens studieindspillede plader var det nemlig på scenen, at bandets særpræg forløstes optimalt.” Det er der sikkert en og anden passioneret Gasolin’-fan, der ikke er ubetinget enig i, men at Gasolin’ var et yderst habilt rock-orkester demonstreres glimrende på Sådan.
Der lægges sejt swingende ud med “Good Time Charlie”, komplet med Valby-engelsk, tydeligt hørbart keyboard og gungrende trommer. Kim Larsen småsludrer – og politiserer på den der ‘lille-mand-jeg ser-dig-og forstår-dig’-måde, som er så karakteristisk for netop ham, hvad der høres allerede i overgangen til “Kap Farvel Til Ümanarssuaq”, der tilegnes bevarelsen af Christiania – hvad der helt klart falder i publikums smag. Og ellers går det slag i slag med alle klassikerne fra de første fem albums. Der rockes derudaf på “Alla-Tin-Galla”, “Inga, Kathinka…” og “Rabalderstræde” og i samme boldgade er der blevet fundet plads til et covernummer: “Keep On Knocking”, der om ikke andet demonstrerer, at bandet havde det sjovt, når de spillede. Et andet ‘cover-nummer er lidt over i den anden ende: den gamle folkesang – med let opdateret tekst – “Sort Sort Sort” leveres a capella af Kim Larsen, kun bakket rytmisk op af publikums (næsten) taktfaste klappen.
Gasolin’ gør det ikke sværere end det er – eller forsøger at række over deres eget niveau. Det er simpelt leveret musik, udøvet af musikere, der kender deres metier, kender publikum og i dén grad – som der også står at læse i Kulturkanonen – står ved, hvad de kan og vil. Produktionen er så flot, som man kan forvente i 1976 og alt i alt er det et fint øjebliksbillede af den datidige danske musiks absolutte top. Om det så rækker til en plads i den kanoniserede, danske kulturelle elites opgørelse, må være op til andre at bedømme.