Stakkels Jim – Gasolin’s fjerde studiealbum – blev som det foregående produceret af engelske Roy Thomas Baker, og denne gang fik han endnu mere indflydelse på gruppens lyd end på Gasolin’ 3. Den forholdsvis rå rocklyd er her blevet poleret en ekstra gang, og der er også blevet skruet lidt ekstra på reverb-knapperne, så lyden blev lidt mere bombastisk end tidligere.
Baker var nu heller ikke en hr. hvemsonhelst. Han havde arbejdet i Decca siden han var 14, og udover arbejdet med den danske supergruppe var han viklet ind i produktioner af både The Who, T-Rex og David Bowie – og han blev senere ansvarlig for 70’er-hittet over dem alle; Queens “Bohemian Rhapsody”. Gasolin’ var kommet i en liga for sig selv i Danmark – salgsmæssigt og nu også produktionsmæssigt – og de kunne fylde selv de største haller i landet, men det var nu ikke Stakkels Jim, der katapulterede dem det sidste stykke op i stjernehimlen; det måtte vente til det efterfølgende album.
Men at der var højt til himlen kunne man sagtens høre. Fx lyder “Legenden om Josha Og Ming” som om den er decideret skabt til et fyldt stadion, og sør’me om ikke der også kan høres strygere på både denne og fx “Daddy Ding-Dong”. Dét var alligevel ikke hverdagskost for nationens førende rockband. Og så er der noget fint poppet over “Bingo” og god syng-med-stemning på den ellers knap så mundrette titel “Kap Farvel Til Ümanarssuaq”. Prøv selv at synge ‘Det er den hvide mand / (send ham hjem) / han vil stjæle dit land / (send ham hjem) / han tager din sjæl i pant / hvis han kan det’. Det har jeg ihvertfald selv gjort adskillige gange i min pure ungdom, ligesom “Bingo” var et klart hit for os med sine spørgsmål og svar. Og hold da, hvor kunne der hoppes rundt til “Alla-Tin-Galla”.
Og så er der jo balladen “Perron Gare Du Nord”. I Anders Østergaards film om Gasolin’ kan man høre, at netop den sang er Kim Larsens forsøg på at skrive sin “Life On Mars”, efter han havde hørt Bowie. Helt derop når den altså ikke – beklager – men at den er ambitiøs kan man høre både i teksten og ved den stemningsskabende harmonika(!). Og så slutter albummet jo smukt af med den naivt-dystopiske “Stakkels Jim”, komplet med Franz Beckerlees en-fingers guitar-intro og et spoken word mellemstykke til melodien af “Auld Lang Syne”. Dén kunne vi godt lide, derhjemme i rækkehuset, vel nok fordi den fortalte en historie, vi kunne se for os.
Det er Gasolin’ i det format, danskerne lærte at kende og holde af dem, vi får at høre på Stakkels Jim. Og selv om der i bagklogskabens ulideligt klare lys er nogle bastante fejltagelser imellem – og selv om nogle af disse vel ret beset er tæt på at være rene ‘album fillers’ – så er albummet også det, der lagde fundamentet til den næsten ufattelige succes, de fik på efterfølgeren Gas 5.