Der er et tidsmæssigt ‘hul’ på hele seks år i min Genesis-samling, hvad der både fortæller en historie om måden, hvorpå samlingen er blevet bygget op og min interesse for bandet. Jeg ved dog positivt, at mindst ét af de albums, der p.t. mangler i samlingen, har været i mit eje. Men det er altså væk igen; måske har jeg lånt det ud for mange år siden, eller måske har jeg glemt det en aften til en lytte-seance hos en kammerat, hvem ved… Muligvis er det blevet efterladt på den lokalradiostation, hvor jeg forsøgte at opdrage lytterne til andet end Lis & Per, Jodle Birge og Smokie, men under alle omstændigheder; væk er det.
Det var nu ellers et fint album – et dobbeltalbum ovenikøbet. Genesis havde nemlig fundet både deres stil og et efterhånden ret stort publikum på hhv. Selling England By The Pound (1973) og The Lamb Lies Down on Broadway (1974) (som er det, der nu mangler i G-sektionen), inden Peter Gabriel i 1974 forlod bandet. Derefter udkom endnu to albums, nu med Phil Collins som forsanger. De havde ellers forsøgt at finde en erstatning, men eftersom Collins jo godt kunne synge – og yderligere havde en vokal, der faktisk lå ret tæt på Peter Gabriels – endte bandet med ham bag både trommer og mikrofon.
Det var ikke alle, der var lige tilfredse med udviklingen. Heller ikke internt i bandet, hvor også guitaristen Steve Hackett forlod gruppen, der således var reduceret til en trio bestående af Phil Collins, Mike Rutherford og Tony Banks. Det markerede de blandt andet ved titlen på nærværende udgivelse – men også ved at gøre albummet til en slags overgangsalbum mellem det storladne og pompøse, og episk voldsomt udfoldelde, progrock og det, der skulle kendetegne Genesis i årene fremover; det lettere tilgængelige og mere hitlisteorienterede pop- og rockmusik.
Der er reminiscenser af Gabriel-tiden på …And Then There Were Three, bl.a. på den lange “Burning Rope”, men den er på ingen måde i nærheden af det lettere syrede tekstunivers, der ellers havde kendetegnet lyrikken. Og balladerne sneg sig lige så stille ind, bl.a. i “Many Too Many”, der lige så vel kunne have været udgivet på et af Phil Collins’ efterfølgende soloalbums. Og så havde albummet sør’me et hit, der lukkede og slukkede på pladen: “Follow You Follow Me” fik fint fat i publikum, og er faktisk en glimrende, lille glad softrock-sag, som man i parentes bemærket genkender i dag.
…And Then There Were Three blev vist nok lagt voldsomt for had af de oprindelige fans, der mente, at nu havde Genesis da for alvor solgt sig til fanden selv og alle hans kommercielle interesser. Og man kan jo nemt medgive, at der er langt fra “Supper’s Ready” på Foxtrot og til syng-med-hymnen “Follow You Follow Me”. Men jeg er nu ikke sikker på, at det er så slemt igen. Det er måske ikke banebrydende i hverken koncept eller udførelse, men det kan sagtens høres – også som en manifestation af et band, der fandt nye stier at gå ud ad.