Genesis’ selvbetitlede album fra 1983 var det første album jeg købte med bandet. Jeg var for ung til at have været med hele vejen i de voldsomt store progrock-dage, og jeg kendte faktisk intet til historien. Jeg havde hørt “Abacab” og et par enkelte andre numre, men jeg var på ingen måde orienteret i retning af Peter Gabriels syrede tekster og den tekstur af nærmest symfonisk tilsnit, der lå under de dramatiske udskejelser.
Jeg havde derfor heller intet problem med, at Genesis nu var blevet et fuldblods pop-band. Det var der vist en hel del andre – og ældre – fans, der havde, men det havde de vist allerede haft næsten ti år tidligere, da Peter Gabriel forlod gruppen. Nu var de som bekendt kun tre tilbage, Phil Collins havde udgivet sit succesfulde soloalbum Face Value og Genesis fik redefineret sig selv i den poppede retning – og fik succes med det!
Det er svært at være retrospektivt objektiv med et album, der har været i min ejendom i mere end 30 år. Det er ikke den plade, jeg har hørt oftest de sidste mange år, men jeg har hørt det – og hørt det tit – tidligere. Det kan man mene meget om, og jeg er da også blevet hånleet baglæns ud af stuen, når jeg har erkendt denne ‘guilty pleasure’ overfor mine indie- eller rockelskende bekendte. Men alt andet lige; det er altså ikke kun det rene skidt, vi har at gøre med her.
Det ypperste nummer på albummet er den indledende skæring, “Mama”. Hvor man kan forledes til at tro, at den er et ødipalt opgør på linje med The Doors “The End” eller Pink Floyds “Mother”, så beskriver den i virkeligheden en ung mands begær efter en bestemt prostitueret fra Cuba. Den karakteristiske trommemaskine-intro og det næsten minimalistiske synthesizer-loop leder op til en stadig mere frantisk vokaludladning fra Phil Collins, pakket godt ind i reverb, og af en eller anden grund så virker det altså bare – ikke mindst i den sidste halvdel af nummeret, hvor de ‘rigtige’ trommer sætter ind sammen med en skærende guitar frem mod crescendo’et, hvor Collins sardonisk og næsten hysterisk får skreget længslen ud. .
“That’s All” er den anden single fra albummet, en smækker, lille sag, der med garanti ikke støder nogle – og som demonstrerer Phil collins som en noget mere behersket vokalist – og mod slutningen af side 1 bliver der kastet lidt smuler til de ‘gamle’ fans i form af et – iøvrigt glimrende – instrumentalnummer, “Second Home By The Sea”.
Hvis man nu var en førstegangslytter, så er jeg sikker på, at man ikke ville falde særlig meget på halen af benovelse over Genesis. Dertil er der lidt for langt mellem snapsene, og rent musikalsk er den også noget ujævn. Et nummer som “Illegal Alien” er down-right fjollet på en måde, der gør den næsten tåkrummende pinlig, og generelt er der ret beset ikke meget at komme efter på hele side 2. Men jeg er ikke en førstegangslytter, jeg har en (god) historie med albummet og derfor er jeg fortsat glad for det. Og så må alle puritanske ‘rigtige’ Genesis-fans ellers gerne komme efter mig med en våd søndags-Berlinger og fortælle mig noget andet….