Som titlen måske mere end antyder, så er Three Sides Live et live-album, men så er der naturligvis et twist; albummet er et dobbeltalbum, og de tre første plade-sider er ganske rigtigt liveoptagelser fra forskellige koncerter, optaget under turnéerne med materiale fra først og fremmest Duke (1980) og Abacab (1981). Den sidste side, derimod, består af studieoptagelser fra hhv. en EP og ‘overskudsmateriale’ – eller B-sider – fra Duke. Og så var dén titel ligesom på plads.
Det er ikke altid jeg er rigtig glad for live-albums. Hvis jeg skal høre noget live, så gør jeg det svært gerne på spillesteder og under åben himmel, og ofte kan oplevelsen af et band eller en kunstner, der leverer musik og underholdning i levende live, lige foran det forventningsfulde publikum, give noget særligt i forhold til opfattelsen af musikken.
Der kan være den dér særlige nerve og tilstedeværelse, omend jeg også, mere end en gang, har oplevet det modsatte, når bandet har været lade, ugidelige eller det har været for tydeligt, at deres optræden var for at malke de sidste penge ud af et ellers døende projekt. Men oftest oplever jeg koncerter som en unik oplevelse; de står lige dér på scenen, denne aften, mens jeg står hernede på gulvet, og det kan skabe gnister på tværs af band, musik og publikum.
Den oplevelse er svær at genskabe, uanset hvor gode musikere, der er tale om, og uanset hvor flot en produktion, man kan høre på pladen efterfølgende. Den stemning, man i nogle tilfælde næsten kan føle i koncertsalen kan af gode grunde ikke presses ned i rillerne, og det man først og fremmest derfor får ud af højttalerne, er et bevis på, at de musikere, der kan lave gode plader, også kan finde ud af at spille dem ved koncerterne.
Jeg ejer derfor ikke voldsomt mange live-plader, og dem jeg har, bliver ikke spillet særligt tit. Det handler måske også om, at jeg elsker selve albumformatet, hvor hvert nummer har sin plads og hver plade har sit samlede udtryk, og derfor er koncerten – eller optagelsen af den – nogle gange også en lettere fragmenteret oplevelse, hvor de enkelte numre bliver løsrevet fra den kontekst, jeg oftest har oplevet dem i.
Three Sides Live er ikke en undtagelse fra dette. Det er en flot produceret plade, og Genesis – suppleret med de hidkaldte tour-musikere – kan deres kram på scenen. Det er forholdsvis stramt gennemført – uden alt for lange guitar- og trommesoli (en uvane, der plager visse øvrige koncert-albums) – og eftersom jeg ikke ejer hverken Duke eller Abacab er det den eneste plade, jeg ejer, hvor jeg kan høre fx “Abacab”, som jeg egentlig godt kan lide, og “Turn It On Again” og “Behind the Lines”, som jeg er knap så vild med.
Men ‘weiter geht’s…’, som vores naboer fra den sydlige grænse ville sige; nu er det blevet hørt, og næste plade på listen indeholder et af Genesis’ største hits – og en af mine all timefavorites – så det glæder jeg mig til.