En af de første koncerter, jeg var med til, var med Gnags. Det er i og for sig ikke specielt mærkværdigt, for i min ungdom turnerede Gnags vidt og bredt i landet, og derfor måtte de jo nødvendigvis også slå vejen forbi den lille provinsflække i udkantsdanmark, hvor jeg trådte mine barne- og ungdomssko.
Det var en skelsættende oplevelse – men det ville det nok også have været for andre, der i en slig formativ alder ville opleve et 7 mand stort orkester slå sig løs i vilde rytmer, med en forsanger, der ikke blot rystede den lange, ranglede krop i noget, der til tider mere lignede kramper, forårsaget af ekstase eller elektriske stød, end egentlig rytmisk dans. Når denne samtidig i afslutningen af koncerten rev skjorten/T-shirten af overkroppen og overdængede sig selv med danskvand, var det en komplet performance.
Jeg var ihvertfald solgt. Til en sådan grad, at jeg så hurtigt det overhovedet kunne lade sig gøre investerede i kassetteudgaverne af hhv. Live Vol. 1 – hvor man kunne høre både “Rytmehans”, “Burhøns” og “Under Bøgen” – og kort tid derefter også X i kassetteudgaven, eftersom hjemmet fattedes pladespillere på dette tidspunkt. Det er derfor først med udgivelsen af Den Blå Hund, at jeg kom med, sådan rent vinylmæssigt.
Albummet blev deres hidtil mest succesfulde med mere end 100.000 solgte eksemplarer, og det er trods alt en del for en dansksproget LP. Men det er nu også en ganske glimrende plade, målt ud fra Gnags-standarder. På en række af numrene udfolder de den reggae- eller verdensmusikstil, de ganske langsomt havde indført på både Safari og X, og dertil magtede de endda at holde fast i nogle af de ‘frels verden’-tematikker, de havde beskæftiget sig med tidligere, på fx “Vilde Kaniner” – der ganske fortjent blev et seriøst hit. Der synges i et mere eller mindre surrealistisk billedsprog om ‘grøfter mellem øst og vest’, indianere og Hvide Hus, der bliver malet grønt. Jo, jo; der var stadig en solid hippie gemt i Peter A.G. Nielsen.
Og naturligvis er der også maskinstormere og dystopiske frem- og nutidstematikker på pladen, blandt andet i “Plastik fra læder” og “Ziggurat”. Men alt det kunne være så fint, som det nu var; først og fremmest var Den Blå Hund en række fine sange, der til fulde demonstrerede bandets kunnen (med og uden steeldrums/olietønder) – og som der sagtens kunne danses fint igennem til på det lokale diskotek, ikke mindst til det andet kæmpehit “Går med hunden gennem byen”.
Men faktisk er det slet ikke nogle af de ovenstående, der er min egen favorit. Det er derimod den følte stemningsskaber “Endnu et efterår”. Hvorfor det lige præcis er dén sang, der fortsat står så højt på min all-time favoritliste over Gnags-sange (den er i øvrigt ikke særlig lang) kan for nogle være et mysterium, men faktisk tror jeg, at det er noget så simpelt som, at det, den gør, er med simple ord og musikalsk understøttende temaer at indkredse netop efteråret i linjer som
Gule blomster fra haver
Røde æbler og mildnet lys
Sidste træning på stadion
Gadelygter og blide kys
Og måske er det endda kun tredje linje i det citerede, der gør det; for en provinsdreng, der gennem hele barn- og ungdommen (og det meste af voksenlivet) har rendt rundt på diverse fodboldbaner, er de lakoniske ord ‘Sidste træning på stadion’ lig med duften af fugtig, opkørt jord, blandet med græs, kølig novembervind, der bider på næsen, ånde, der bliver til damp og så den dér ubestemmeligt vemodige følelse af, at nu er det igen slut. Og gad vide, hvem man spiller sammen med næste år. Dét er sgu’ da efterårsstemning, der vil noget.
Alene af den grund er jeg fortsat glad for Den blå Hund. Også selvom dele af fornøjelsen bliver spoleret af de skide olietønder… Og så er jeg da i øvrigt glad for, at “Vilde Kaniner” har fået en velfortjent revival gennem det covernummer, som semi-syrebandet De Underjordiske har lavet. Det er faktisk ret fedt.