I midt- og slutfirserne var Århus centrum for det meste af den populære danske musik. Thomas Helmig, Lis Sørensen, TV-2, Anne Linnet, Søs Fenger, Mek Pek, you name ’em. Midt i denne musikalske opblomstring stod Gnags, der med ihærdighed, ildhu og øjensynligt en vanvittig masse idéer smed album på album ud med irriterende regelmæssighed – sådan ca. en gang om året.
Albummet, de kom med i 1985 hed En Underlig Fisk, og det var jo næsten en naturlov, at det solgte ganske godt. Kun 6-7 andre albums solgte bedre det år, herunder TV-2’s Rigtige Mænd og Bruce Springsteens Born In The USA – uden sammenligning mellem de to sidstnævnte i øvrigt.
I forhold til deres foregående album, den charmerende Den Blå Hund, er udtrykket på En Underlig Fisk lidt mere rocket. Guitaren er blevet en anelse mere fremtrædende, og hist og her dukker sør’me også en mundharmonika op. Rocken høres tydeligt på fx “Isbryderen” og lidt – ihverfald i introen – på det største hit på pladen, “Kærester”.
Min egen interesse for Gnags dalede hastigt efter udgivelsen af En Underlig Fisk. Gnags var på toppen af dansk rock, trak tusindvis af tilskuere til deres koncerter, solgte bunkevis af plader og blev spillet uden ophhør på al landskens radiostationer. Det var alt sammen meget fint, men ikke desto mindre var jeg ikke specielt imponeret eller begejstret. Det forhindrede mig ikke i at købe deres plader de næste par år, men alt i alt så er jeg stadig væsentligt gladere for både Den Blå Hund og X end jeg nogensinde bliver for En underlig Fisk.
Men nu er den også blevet hørt, og jeg kan således glæde mig over, at det er forholdsvis begrænset, hvor mange Gnags-plader, der er tilbage på reolen.