På deres 13. studiealbum er det tydeligt, at Gnags har fundet deres stil og deres lyd. Det er under alle omstændigheder den pæne måde at sige det på. Den knap så pæne måde ville være at sige, at der ikke rigtigt var noget nyt under solen.
Men det var tydeligvis det, de unge ville have. Eller måske de knap så unge, hvem ved? Gnags kunne sælge plader og CD’er i kassevis, og en gang om året – når albummet udkom – kunne man vide sig 100% sikker på, at radiostationerne, som der var afsindigt mange af dengang, ville voldspille den første single fra albummet, der dermed logisk nok ville sikre Gnags et hit, og som ville medvirke til, at albummet blev langet over disken i rekordfart.
Det slog da heller ikke fejl med Har De puttet noget i kaffen?. Hittet herfra – som de fleste danskere i alderen 35 – 60 kan synge med på i dag – var “Den Dejligste Morgen”, men også “Et Kys i Solen” og “Elskende i Natten” blev hørt en del. Men ellers så tager de stafetten op, hvor de efterlod den på Plads Til Begejstring; lidt reggae- og verdensmusikinspirerede rytmer, Peter A. G.’s naivistiske tekster – til tider grænsende til det hippie-forsimplede – og det hele leveret og pakket ind i den nydeligste produktion.
Men Gnags kunne ikke blot sælge plader. Også koncertbilletterne blev revet væk; bandet var veslpillende og aldeles træfsikre, og skulle Grøn Koncert sælge billetter i hobetal, var det bare med at få Gnags øverst på plakaten. Hvis de samtidig kunne overtales til at dykke ned i bagkataloget, så publikum kunne skråle med på både “Rytmehans”, “Vilde Kaniner” og “Slingre Ned Ad Vestergade”, var succesen sikret.
Så på trods af det gamle mundheld om, at “To millioner fluer kan godt tage fejl; lort smager ikke særlig godt”, så må man jo også en gang imellem bide i det sure æble og konstatere, at på trods af elitær kulturradikalisme og gedigent musiksnobberi hos skribenten, så havde Gnags tydeligvis fat i den lange ende. Lytterne, pladekøberne og koncertgængerne elskede dem, og Gnags var tydeligt stolte over, hvad de leverede – og de leverede med overbevisning.
Så dermed pakker jeg sammen, bukker og nejer, og konstaterer, at selv om jeg på ingen måde var begejstret for – eller imponeret over – Gnags’ produktion i årende 1985 – 1987, så ramte de altså bredere end mange andre formåede og kunne på den måde forene landsdele, køn og generationer i glæde over musikken.
Men jeg er altså glad for, at jeg hverken skal høre Mister Swing King eller Lygtemandens Sang i denne omgang.