I 1986 var undertegnede forholdsvis ung og meget søgende. Så søgende, faktisk, at jeg efter endt ungdomsuddannelse (en nu antikveret erhvervsuddannelse), der førte lige lukt ud i arbejdsløshed, lod mig indrullere i en mindre fremstillingsvirksomhed i provinsbyen i udkantsdanmark.
Dér arbejdede jeg som yngste mand aldeles ufaglært på et trykkeri, og det var ganske givende, sådan rent pekuniært. Det var et krav, at jeg meldte mig ind i Typografforbundet, og det betød at timelønnen var nærmest vulgært høj, ihvertfald sammenlignet med andre typer af ufaglært arbejde. Da arbejdet tilmed var forholdsvis simpelt – om end i perioder fysisk krævende – efterlod det masser af tid og rum til at spille fodbold, feste igennem i weekenderne og evt. høre musik.
Jeg arbejdede sammen med en af de ældste typografer, hvor vi betjente en ret stor maskine, der bl.a. havde valser med en diameter på næsten to meter, så man skulle være lidt opmærksom på ikke at få noget i klemme. Man skulle også være opmærksom på de giftige dampe fra de organiske opløsningsmidler, men det er en helt anden historie. Denne ældre makker – lad os for nemheds skyld kalde ham Gerner – var en flink fyr, der kunne berette om både det ene og det andet. Han kunne også drikke øl. Faktisk i et sådant omfang, at han var aldeles mut og tvær, når vi mødte ind på trykkeriet kl. 6.30, og først blev glad igen, når jeg som en af mine pligter (jeg var jo yngste mand), hentede 5 øl fra kantinen (‘Tutten’ mellem venner), når den åbnede kl. 7.30. Seancen gentog sig derefter kl. 11.30, når det blev hentet yderligere 5 øl, inden Gerner satte sig bag rattet på den aldersstegne Skoda og kørte 30 km hjem til hustruen efter fyraften.
Jo, moralen omkring spiritus på arbejdspladsen og automobilkørsel under påvirkning var en ganske anden, dengang for 30 år siden. Nåmen en dag kom der en betjent i uniform samt en civilklædt mand uanmeldt ud på fabrikken. Her tog de en række prøver af de forholdsvis giftige opløsningsmidler og forsvandt igen. Jeg spurgte interesseret Gerner hvad der foregik, men han mumlede bare et eller andet uforståeligt og forsvandt om bag maskinen. Kort tid efter tog selvsamme Gerner en seks uger lang, selvbetalt ferie – udenfor ferieperioden – hvorefter han vendte tilbage, uden et ord om, hvad han havde foretaget sig.
Det vidste vi dog godt alligevel, for sådan er provinsbyer og små fabrikker. Det viste sig nemlig, at Gerner var blevet standset af politiet på vej fra arbejde en dag, og da hans ånde i spritometeret jo langt overskred det tilladte, blev han sigtet for spirituskørsel. Nu var Gerner jo ikke dum (eller… måske lidt), så han havde argumenteret for, at han da aldeles ikke var påvirket af alkohol, og hvis apparatet viste noget andet, måtte det skyldes hans omgang med de organiske opløsningsmidler. Deraf besøget af politiet på fabrikken, fulgt af en øjeblikkelig afvisning af forklaringen og en dom på 40 dages fængsel eller deromkring.
Sådan er livet smækfyldt med spændende fortællinger, og årsagen til, at den bliver fortalt her er, at det foregik samme år som Gnags udgav Plads Til Begejstring. Den kan jeg ikke sige ret meget om, ligesom jeg ikke er særlig begejstret for begejstringen(!), så derfor var der jo pludselig rum til at skrive noget andet. Det er hermed gjort, samtidig med at pladen har snurret rundt på grammofonen. Albummet indeholder bl.a. sangen “Sensommer på Strøget”, der lyder som et genopkog af “Slingre ned ad Vestergade” fra X og så deres “Danmark”-sang, der også blev et anseeligt hit. Det smukke ved dén sang er dens ualmindeligt direkte opfordring til åbenhed og imødekommenhed – der rent tekstmæssigt vist ikke har mistet sin aktualitet i dag.
Men nu er den altså blevet hørt, og nu mangler jeg kun en Gnags-plade.