Der er så mange steder, man kan begynde, når man skal forsøge at indfange kernen af det canadiske band – eller hvad man nu skal kalde det – Godspeed You! Black Emperor. Man kan fx begynde med selve skabelsesberetningen om det musikalske kollektiv eller om hvordan de fik deres navn, coveret på pladen eller simpelthen hvad musikken egentlig er for en størrelse. Man kunne også starte med, hvordan det egentlig var, at jeg selv faldt over albummet, som er intet mindre end mesterligt!
Godspeed You! Black Emperor er et musikalsk kollektiv dannet i 1995, vist nok bestående af sådan ca 9-10 medlemmer, centreret omkring den faste kerne; Efrim Menuck (guitar), Mike Moya (guitar) og Mauro Pezzente (bas). De øvrige medlemmer, der er krediteret som en del af bandet på F# A# ∞ tæller 7, der spiller på alt fra trommer over violin, cello, fransk horn og banjo, og derudover er et tilsvarende antal krediteret som gæstemusikere. Det er tydeligvis en del af bandets DNA, for som Efrim Menuck forklarede om bandets tidlige år inden pladedebuten, “Det var sådan, at hvis nogle kendte nogle, der kunne spille på et instrument og derudover virkede som en okay person, så var de med i bandet.”
Bandet turnerede i en del år i Canada og på det øvrige nordamerikanske kontinent, inden de debuterede med dette album. Inden da havde de ganske vist produceret en endnu tidligere udgivelse, men eftersom den kun udkom på kassettebånd i 33 eksemplarer, har den nærmest mytologisk status, og er vist aldrig blevet hørt siden. Det gør nu ikke noget, for når man kan skabe et så fuldendt værk som F# A# ∞, så er det da et fint sted for os andre at starte.
F# A# ∞ består på pladen af to dele: side 1, der hedder “Nervous, Sad Poor…” og side 2, der er betitlet “Bleak, Uncertain, Beautiful…” Det er nu ikke helt ligetil at finde ud af, for der er ikke printet track-navne nogle steder på det formfuldendte cover, der er et studie værd i sig selv. I stedet finder man titlerne graveret ind på selve pladen på det, der i vinyl-nørdesprog hedder matrixen – altså dér, hvor pladen løber ud. Det skal man i øvrigt ikke være bekymret for, at den gør, for den er nemlig trykt på en sådan måde, at hver side slutter med et uendeligt loop, således at den faktisk aldrig løber ud. Samtidig er det ret vanskeligt at finde ud af, om den nu i virkeligheden også hedder det, for på fx CD og streamingudgaven af albummet – der begge også er af væsentligt længere varighed – hedder numrene hhv. “The Dead Flag Blues”, “East Hastings” og “Providence”. Og sådan er der tydeligvis så meget.
Musikken er blevet karakteriseret som post-rock. Om det er en selvstændig genre skal jeg ikke gøre mig specielt klog på, men vi er i samme musikalske omgivelser som fx skotske Mogwai også befinder sig i. Albummet åbner med et spoken word-afsnit på en ildevarslende bund af en tung bastone og et violin- og cellotema, der sine steder er ligeså dystre og tæt på dissonante som teksten:
The car is on fire, and there’s no driver at the wheel
And the sewers are all muddied with a thousand lonely suicides
And a dark wind blows
The government is corrupt
And we’re on so many drugs
With the radio on and the curtains drawn
We’re trapped in the belly of this horrible machine
And the machine is bleeding to death
Herfra udfolder det smukkeste tema sig. og selvom vi tydeligvis er i et postapokalyptisk univers, er det altså ikke kun død, smerte og dommedag, der er at høre i musikken. Stemningen lægges i gåsehudsfremkaldende spor og elementer, med stilfærdige og tunge guitarer, der bl.a. let kan efterligne et togs opdukken af tågen, og undervejs et par velanbragte trommer eller percussions, der blander sig med guitarer, cello og hvad har vi, i noget, der har cinematisk og symfonisk karakter. Og så alligevel slutter det hele næsten håbefuldt med ringlende guitarer og violiner, der bringer mindelser frem om Ennio Morricones filmmusik, komplet med mundharmonika und alles.
Herefter – på det, der hedder “East Hastings” – møder vi en mere eller mindre rablende prædikant på en baggrund af gadestøj, der langsomt understøttes af sækkepiber, der gentager temaet fra den foregående side. Det eskalerer langsom og om muligt endnu mere ildevarslende end det foregående, ad diverse omveje, i soniske lydflager, der er som skabt til de film, der får os til at klamre os til biografsædet. Logisk nok er dele af denne del da også at finde i Danny Boyle’s fine zombie-apokalypse 28 days Later.
Alt i alt; Godspeed You! Black Emperor laver ikke musik, de laver lydmalerier. Det er simpelthen fremragende lavet, og jeg er dybt og inderligt taknemmelig over, at jeg ikke blot (alt for sent i livet) blev præsenteret for dette af en nysgerrig og musikkyndig bekendt med bedre smag end jeg, men at jeg også efterfølgende fik den skaffet hjem i vinylformatet. Ikke kun på grund af musikken (den er for en gangs skyld faktisk bedre på streaming- og CD-formatet, alene fordi den længere spilletid tillader langt større udfoldelse af temaerne), men også fordi coveret – og indholdet af det – er et lille kunstværk i sig selv. Ord er lidt fattige i beskrivelsen af dette, så kig selv på billederne nedenfor. Der er spændende ting både udenpå coveret og indvendigt. Fx en lille kuvert med mystiske tegninger, og albumtitlen indgraveret i coveret…
