Der er så meget, der er galt med det hele. Ozonlaget, kuldioxidudslippet, den smeltende indlandsis og den deraf forøgede vandstand på jordkloden, overforbruget af naturlige ressourcer, krig, overbefolkning, sult, tørke og udryddelsen af adskillige dyrearter. Det er det moderne livs svøbe, at livet, som vi kender det og ønsker at leve det, er forbundet med store og i nogle tilfælde aldeles uoverskuelige konsekvenser.
Det kan godt være svært at håndtere alle disse forfærdelige konsekvenser et liv i overflod og materialisme fører med sig. Tænker man alle tankerne til ende, vil det uvægerligt medføre dyb frustration og en overvældende følelse af magtesløshed, for hvad kan man dog gøre? Så små vi er, som det hed i en støttesang for et par år siden, er der jo ikke meget, man kan stille op som ungt menneske, hvis man ønsker at ændre verden.
Men heldigvis har vi i mange år haft stedfortrædere. Organisationer, enkeltindivider, forbund, alliancer og NGO’er, der vil os det godt, og som af bedste evne forsøger at afbøde de værste af skadevirkningerne. Og heldigvis er også kunstnere bare helt almindelige mennesker, der ønsker os alle det bedste, så hvis de kan, så hjælper de naturligvis gerne til. Det har i tidens løb kastet læssevis af gode, musikalske oplevelser af sig, som fx Band Aid, Afrika-koncerten (og pladen) i Danmark, Bilko-koncerter og meget mere, og allerede i 1983 kunne kulturhungrende og omverdensbevidste medborgere i Danmark købe sig lidt aflad for al verdens fortræd ved at investere i Greenpeace.
Her havde toppen af poppen i Danmark slået pjalterne sammen og indspillet et album, hvor de for det første gjorde opmærksom på problemerne, og for det andet – og vigtigere – donerede samtlige indtægter for umagen til en af de organisationer, der havde mulighed for at redde verden. Det var vi en del, der var glade for, thi lige præcis Greenpeace havde i dén grad vundet vores – altså de unges – hjerter. Det var vel egentlig kun Amnesty International, der kunne hamle op med Greenpeace i popularitetskonkurrencerne i de tidlige 80’ere, så pengene til pladen – en god 100-kroners-seddel – var dæl’me givet godt ud.
Med samvittigheden således helt på plads kunne man læne sig tilbage og nyde perlerækken af kunstnere, der prægede dansk musik anno 1983, så som TV-2, Tøsedrengene, Gnags, Poul Krebs, News og Sneakers og de lidt mere perifere som Lotte Rømer Band og Doraz samt de til lejligheden sammensatte som fx Græsrødderne med bl.a. Kærså-brødrene fra Moonjam. Nogle med sange skabt til pladen, andre – fx Gnags og Tøsedrengene – med numre hentet fra tidligere udgivelser.
Pladen giver således et fint billede af, hvor dansk populærmusik befandt sig i 1983. Om man kan lide det – her 34 år efter – er så en ganske anden sag. Personligt synes jeg at Poul Krebs med Krebs Bands “Sirirus – troen og håbet” er et af de bedre bud på en støttesang, mens jeg mildest talt godt kunne undvære Græsrøddernes “Begynd Et Sted”. Og så har jeg altså en svaghed for Tøsedrengene, så deres bidrag, “Vi Kan Ikke Leve Alene”, holder også standarden i min optik – og det samme gør Sneakers’ “Johnny På Havet” (men det er vist mest fordi, det rent faktisk lyder som Sneakers). Gnags’ bidrog med et nummer fra X, “Tømmerflåden”, så hvis man havde dén plade, var der ingen grund til at købe Greenpeace for Gnags’ skyld.
Anyways; Greenpeace fik en masse penge, jeg fik en plade og jeg mente, at jeg nu havde bidraget til, at verden blev et bedre sted at være. På den måde har projektet jo i dén grad vist sin berettigelse. Om det så er tilstrækkeligt til, at den vil blive spillet igen, er jo en ganske anden snak.