Hvis der nu skulle sidde læsere derude og spændt holde vejret, indtil vi når frem i alfabetet til netop deres egen yndlingsplade med et eller andet fancy indie-band fra 1998, så er der en vis sandsynlighed for, at denne læser bliver dybt skuffet.
Som det fremgår af varedeklarationen for Vinylstakken, så er de forskellige beskrivelser af plader baseret på de plader, der på et hvilket som helst givet tidspunkt måtte befinde sig i redaktørens egen samling. Og her er det på plads med en erkendelse; jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi her har at gøre med en gennemsnitlig samling. Den er ikke specielt stor og omfattende (jeg har set samlinger på op til 10 gange den her beskrevne), og den er primært et udtryk for en musik-brugers smag.
Ved en kort gennemgang af den alfabetiske liste over de hidtil anmeldte plader kan man konstatere, at samlingen stritter i diverse retninger, og er domineret af forholdsvis kendte navne – og uden at der på nogen måde er tale om feinschmeckerei. Det er ikke noget, jeg hverken vil fremhæve eller skamme mig over; sådan er det bare, og det skyldes primært, at interessen for musik ganske vist er vældig stor, men at denne interesse primært er kommet til udtryk ved, at jeg har købt/fået de plader, jeg kunne spore interesse for, når jeg hørte (om) dem, og derved er samlingen blevet som den er.
Nå, mon ikke der er forholdsvis mange som jeg, der har en forholdsvis gennemsnitlig pladesamling, opbygget langsomt gennem en lang årrække, og som derfor både kan siges at være mangfoldig og ganske middle-of-the-road på samme tid? Så dermed et fornyet velkomst til hr. Middelmands pladesamling.
Se det var, hvad nogle kalder et sidespring. Det ord kan også betegne noget ganske andet, men det vil vi lade ligge, og istedet kan vi jo lytte lidt til Dave Gruisin, Lee Ritenauer og deres muntre svende på albummet Live In Session. De to herrer er ganske velbevandrede udi jazzen (førstnævnte også i filmmusik af enhver karakter, blandt andet som ophavsmand til soundtracket til The Faboulous Baker Boys).
På albummet her udfolder de sig indenfor en genre, som man kunne kalde elektrificeret free-jazz, ikke ulig den, Chick Corea praktiserede nogenlunde samtidig. Det er en fuldfed og glimrende udgivelse, hvis man er til den slags, udført af nogle sindssygt dygtige musikere. Og det er også bedre end Chick Coreas. Der er nogle let funky sager spredt ud rundt omkring, hvor bassisten Abraham Laboriel får lov at fyre lidt solid slap-bass af, og ellers så er det smooth, og visse steder let foruroligende, elektrisk jazz.
Det vil jeg derfor gerne anbefale til en hyggelig eftermiddag. Men måske mest til de lyttere, der i forvejen ikke kaster lidt op i munden, når talen – og ørerne – falder på moderne jazz. Men jeg har i årenes løb givet den mere end en chance, og det synes jeg faktisk, at jeg er blevet belønnet for, og så er alt jo godt. (Om end coveret er tæt på at kandidere til årtiets grimmeste.)
NB: Åbningsnummeret “Mountain Dance” er sindssygt irriterende, fordi jeg bare véd, at der blevet brugt i en eller anden anledning – men uden at jeg kan finde frem til det. Måske som åbning til en TV-serie eller en film? Je ne sais pas, som franskfolket ville sige, men hvis en af jer derude kan hjælpe, så kom glad….