Det forekommer mig, at man dernede i slutfirserne og start-90’erne, ikke kunne vende sig og spytte i en telefonboks uden at støde på et nummer af og med Hanne Boel. (For yngre læsere; en telefonboks var en mandshøj og -bred, ofte åben, metal- eller glaskasse, hvori der var ophængt en forholdsvis brudsikker fastnettelefon. Den kunne man bruge til opkald til andre fastnettelefoner – og ikke andet! Det kostede penge at bruge automaten. Mange penge…)
Det må være derfor, at Hanne Boel er (over-)repræsenteret i min pladesamling. Hanne var en stor succes, og selv om det ikke ligefrem er hver dag, at jeg hører pladen – jeg tvivler faktisk på, at det er sket en eneste gang i de sidste 20 år – så kan jeg faktisk godt huske, hvorfor hun var det.
I hendes tidligere karriere i starten af firserne var Hanne Boel – sammen med andre, dygtige danske sangerinder og musikere – en del af det store soul-funk-bigband Blast. Jeg husker en enkelt live-optræden på Femøren på Amager med dette band som en oplevelse ud over det sædvanlige; sindssygt godt swingende, fantastisk vokalarbejde og så meget smittende humør og musikglæde, at det var umuligt at stå stille. Men så på den anden side; det var en varm sommerdag i midten af firserne, jeg havde givetvis nedsvælget en del kølige fadøl (eller varme flaskeøl, for kassen var ofte slunken på dette tidspunkt af mit liv), så der kan være tale om en vis overvurdering grundet almindelig, ungdommelig feststemning.
Nå, men efter Blast var det tid til en solo-karriere for den små Hanne, og den fik hun vist sparket rimelig godt ud over kanten. Black Wolf var det første solo-album fra hendes hånd, og fornuftigvis gik hun til sagen med al den erfaring som seks år i soul-branchen havde givet hende.
Black Wolf er naturligvis et soul-pop-album, først og fremmest båret af Boels markante stemme, hendes særdeles kompetente brug af samme og så et fornuftigt sangvalg. Her er det uomgængelige hit, skrevet af – og sunget i duet med – den på det tidspunkt allestedsnærværende Thomas Helmig: “Talk It Out”, og her er nye sange, der rammer præcist i tidsånden, komplet med let guitar, masser af synth og elektroniske trommer, som fx. “You Talked Me Into staying” – som jeg i parentes bemærket ikke er voldsomt begejstret for.
Og så er der klassikerne; de kendte som “Son Of A Preacherman” og “Mercedes Benz” og de knap så kendte som J.J. Cales “Don’t Go To Strangers”. Og her må jeg jo nok tilstå, at jeg – på trods af Boels nydelige vokalarbejde – holder langt mere af udgaverne med fx Dusty Springfield på førstnævnte og, naturligvis, Janis Joplin som singlevokalist på bil-sangen.
Alt i alt er Black Wolf nydeligt uden at være prangende. Jeg har aldrig været den store Hanne Boel-fan og genhøret gjorde mig heller ikke til en. Man kan ikke frakende Hanne Boel den fantastiske og særdeles karakterfulde stemme, og jeg bøjer mig i støvet over både teknik, timing og ‘feel’ i samme. Alle de ualmindeligt kompetente musikere gør deres til at produktionen er aldeles lydefri, og der burde derfor kun være udelt applaus og seks-otte stjerner at uddele. Men måske er det den lidt for typiske firserproduktion, der gør det, måske er det noget andet, men jeg kan det sgu’ ikke helt. Heller ikke selvom hun slutter albummet af med en smuk bøn om fred og frihed i den ualmindeligt tidstypiske “Leaders of the World”. Dén er godt nok en kende patetetisk. Man okay; det var Michael Jacksons “Man in the Mirror” jo også, og den solgte jo som bekendt meget godt.
Det gjorde Hanne Boel også – især på det næste album, og gad vide, om ikke også dét findes i pladereolens B-sektion?