Tilsyneladende opmuntret af succesen med det første solo-album fra 1988 fandt Hanne Boel det betimeligt at fortsætte i nogenlunde samme spor på sit næste udspil, Dark Passion. Det var nok meget godt set; det landede som en mega-sællert i pladebutikkerne i 1990, hvor det solgte mere end 250.000 eksemplarer det år, og albummet gjorde hende også til den bedst sælgende kvindelige, danske sanger nogensinde. Albummet solgte ialt en halv mio. eksemplarer på verdensplan, og dét er altså en voldsomt imponerende bedrift.
Noget må Hanne Boel altså have gjort rigtigt. Om ikke andet så i forhold til at ramme bredt indenfor tidens smag. At jeg så – på 20-25 års afstand – måske ikke helt forstår hypen, kan der jo ikke siges så meget til.
De store hits fra albummet genkender man øjeblikkeligt; “I Wanna Make Love To You”, “Light In Your Heart” og “If You Want My Body” trikker alle P4-alarmklokker øjeblikkeligt – og det er altså kærligt ment; her er da kanalen der, om nogle, formår at bevare den popkulturelle kulturarv indenfor dansk musik. De øvrige numre lyder lidt som det samme, så for mig at se (høre) må det have været tilfældigt, hvilke numre der fra pladeselskabet blev sendt i rotation på radiostationer og diskoteker.
Jeg er altså ikke særlig vild med det. Jeg bliver lidt træt af den al den satans følsomme R&B iblandet lidt soul og (for) lidt funk – og midtvejs i albummet bliver jeg faktisk også pænt træt af Hanne Boels stemme. Og hvad værre er; efter et par numre eller tre glider det ene nummer nærmest friktionsfrit over i det næste, og efterlader mig/lytteren med et indtryk af fesent supermarkedsmuzak. Og er det bare mig, eller er Hanne Boel og Tina Turners 80’er-albums endog meget tæt på hinanden i visse af Boels dele? Det er ikke kun stemmen, der er ens; også hele den glatte firserproduktion signalerer det for fuld hammer.
Det er meget lidt retfærdigt at lade mig være bedømmer af et album indenfor en genre, jeg ikke er begejstret for, og med en kunstner som jeg i bedste fald er lidt ligeglad med. Jeg er fuldstændig overbevist om, at for en meget stor del af min generations pladekøbere står Hanne Boel som den lysende R&B/soul-stjerne, der ruskede op i det danske pop-firmament og skabte god, internationalt orienteret musik og lyd. Og guderne skal vide, at det kunne være tiltrængt på et tidspunkt, hvor dansk pop og rock var bredest repræsenteret ved Anne Linnet, Gnags og Thomas Helmig.
Men jeg var ikke fan dengang, og jeg blev ikke fan ved genhøret. Man kan jo så undre sig over, hvorfor pladen er at finde på reolen, men det er der sikkert en logisk forklaring på. Måske skal jeg bare erkende, at jeg var – og er – et flokdyr?