En pladesamling er, for sådan nogle som mig, en ret organisk ting. Typisk blev den for repræsentanter fra min generation grundlagt i ungdommen, hvor man nøje udvalgte de plader, man ønskede at købe, for man havde faktisk ikke råd til ret mange ad gangen. Som jeg husker det, kostede en LP i starten af 80’erne i omegnen af 100 kroner, og det var alligevel mange penge dengang, sommansir. Efterhånden som man blev ældre blev pladerne måske indkøbt med en lidt højere frekvens, hvis man nu fx var i en periode, hvor man havde råd, og så skete der jo efterfølgende det, at CD’er og anden for for elektronik overtog afspilningsplatformene.
Det kunne sagtens betyde et gevaldigt hul i samlingen, ihvertfald hvis man anlægger et kronologisk perspektiv. Og det er da også slående, at de år, der synes at være mest fraværende hos mig, er årene mellem ca. 1994 og 2010. Her fik jeg opbygget en mindre CD-samling, men allerede for tre år siden røg afspilleren ud til fordel for al landskens former for digitale signaler via iPods og telefoner. Sic transit gloria mundi.
Ovenstående er nok typisk for en del af det vinylsamlende folk. Men gudskelov betyder det så også, at en del gode venner og bekendte og familiemedlemmer med respektabel smag en gang imellem kontaktede mig for at høre, om jeg ville overtage deres samling af LPer – evt. for en symbolsk kompensation – i dén forventning af vinylen var et længst uddødt medie. Med den nuværende vinyl-revival kan det jo godt fryde en gammel, analog tosse som mig, men det lader vi ligge et øjeblik. Men dermed når vi også frem til det organiske i samlingen; der er blevet købt ind, suppleret og udvidet, alt efter, hvad der på et givent tidspunkt har været tilgængeligt. Og ikke nødvendigvis udelukkende efter, hvad der har været godt – eller hvad der har været nøje udvalgt!
Jeg er ret overbevist om, at jeg aldrig har investeret i mere end den første Hanne Boel-plade, så mon ikke de øvrige er kommet til mig af ovennævnte årsag? Og denne tredje af slagsen, My Kindred Spirit, ville jeg med garanti aldrig have investeret i frivilligt.
Det er god børnelærdom og almindelig sund, høflig fornuft, at hvis man ikke kan sige noget pænt om andre – eller om noget – så bør man holde sin kaje. Og jeg har faktisk ikke så meget godt at sige om albummet. Til gengæld – og det er næsten værre – har jeg heller ikke så meget dårligt at sige om det. Det er nydeligt, velpoleret, teknisk fint og Hanne synger rigtig godt. Men jeg er faktisk pænt ligeglad med, om jeg har hørt det eller ej, og selv om det er mindre end ti minutter siden den sløve ballade “Time To Say Goodbye” afsluttede min afspilning af albummet, har jeg allerede stort set glemt alt, hvad der var på det. Og det er jo ikke så godt – hvis man altså har en ambition om at efterlade et blivende aftryk.
Men det er jo ikke sikkert, at Hanne Boel havde slige højtflyvende ambitioner, så det skal jeg da være den sidste til at klandre hende for. Og så kan jeg jo vende tilbage til at holde min mund.