Der er vel ganske få lande i verden, der har en så høj festival-rate som Danmark målt pr. indbygger. I perioden maj – august er det vist i virkeligheden ganske umuligt at finde en weekend, hvor det ikke, et eller andet sted i landet, er muligt at find to-tre dage, der er smækfyldt med musik. Og det er lige fra mastodonterne i Roskilde, Skanderborg, Odense og Århus til ø-festivaler på Avernakø og Sejerø og up-coming niche-festivaler, drevet af entusiastiske græsrødder som fx Det Gyldne Liv i Kolding og garage-rock-festivalen Gutter Island på Masnedø.

Som musik-elsker skulle man da derfor også være et skarn, hvis man ikke opsøgte en eller flere af disse – også selv om musikken ikke spiller på vinyl. Og jeg er ikke et skarn, så derfor har jeg i skrivende stunde nået tre af disse, alle tre valgt ud fra simple kriterier som 1) programmet, 2) geografi, 3) mulighed for at deltage på trods af arbejde etc., og 4) evt. gratis-billetter. Og i denne sommer, hvor solen har braget fra en skyfri himmel og programmerne for festivalerne har været fremragende, har der været optimale betingelser for gode oplevelser. 

Og dem har jeg fået. Sammen med skuffelser, gåsehudsfremkaldende oplevelser, nye, hidtil ukendte, bands og kunstnere og gode, gamle kendinge.

Heartland Festival (31. maj – 2. juni 2018)

Heartland har – trods sin forholdsvis korte historie – fundet sit fine stå-sted i det danske festival-landskab ved at blande komponenterne musik, intellektuelle samtaler (talks), god mad og kunst og rette det hele mod et købestærkt publikum i det såkaldte hipster-segment. 

Hvis man som gæst derfor er ved at gå lidt død i den halvdovne fadøl midt på festivalpladsen mens man lytter til en svært kedelig koncert, kan man jo lige overveje om man skal købe sig en tallerken med skaldyr til 675 kroner og skylle skidtet ned med en flaske kølig hvidvin eller rosé til samme pris, eller om man skal begive sig ned i et talks-telt og lytte til en spændende samtale om Big Data, overvågningssamfund og generel paranoia. Her er nok at se til for den intellektuelle wanna-be og andre interesserede, og så har Heartland altså samtidig formået at strikke et ret fornuftigt musikprogram sammen – hvad der var den primære årsag til, at jeg befandt mig der, den første weekend i juni. (Og lad os se det i øjnene; som erfaringsberiget mand fra middelklassen er jeg nok en naturlig del af rosé-segmentet after all, så de lækre sager var ikke helt spildt på mig).

Jeg ankom lidt sent om torsdagen – der skulle jo arbejdes, skulle der – så jeg nåede ikke eftermiddagsprogrammet, men efter indtjekning, teltopslagning og et enkelt glas rosé til at ledsage den dyrt indkøbte vietnamesiske street-food med økologiske råvarer, var jeg klar til første program-punkt, Brooklyn-kvartetten Grizzly Bear. Mit forhåndskendskab til dem var begrænset til, hvad jeg havde hørt på P6 Beat, men det viste sig at være et aldeles glimrende live-band, der leverede indie-poprock baseret på fine mande-harmonier og som kun blev skæmmet af den ubetydelige detalje, at al strømmen gik på scenen midt i et af de numre, jeg kendte, “Two Weeks”, hvad der medførte en fin 10-minutters pause, der jo så passende kunne anvendes til en re-fill af vinglasset. Men efter denne kokette afbrydelse leverede de så til gengæld en vidunderlig, lille sag, der næsten fik mig til at smelte, den fine “Ready, Able”. Hold nu kæft, hvor var det smukt.

Jeg havde håbet på endnu en smuk, sanselig og nærværende oplevelse med Patti Smith & Her Band, men desværre nåede den koncert ikke rigtig de højder, jeg havde håbet på. Det var ikke Pattis skyld – om end stemmepragten måske er lidt på retur – men det aldrende band, der bakkede hende op lød faktisk lidt gumpetungt. Måske var det bare mig, men både “People Have The Power” og Springsteens “Because The Night” havde fortjent en bedre skæbne. Til gengæld var der momenter af skønhed og gnist i “Wing” og “Beneath The Southern Cross” og lidt hippi-/punk-protest i “Pissing In The River”, der gjorde sig fint. Nå, måske var det min egen sindstilstand og min placering på pladsen der skæmmede helhedsindtrykket, for jeg har efterfølgende kunnet læse mig til, at det var en fin-fin koncert.

Jeg kunne så til gengæld nyde en aldeles delikat flaske rødvin, som jeg delte med Jeppe og Trine, og som blev serveret i rigtige vinglas, thi det er vel en ordentlig festival. Og så blev aftenen ellers rundet fint af med When Saints Go Machine, hvis æteriske, elektroniske, dunkende lyd – nu helt uden trommer – og Nikolaj Vonsilds karakteristiske stemme passede perfekt ind i sommernatten ved et rennæssance-slot. Det var en aldeles fremragende koncert, hvor hovedvægten blev lagt på nye numre (og beklager, Vonsild, men jeg hader al den auto-tune, der bruges her), men hvor der også blev givet godbidder fra bagkataloget i form af fx. “Church And Law” og “Fail Forever”. Og det var så rigeligt til at man kunne gå opløftet og glad ned i teltet og få sin fortjente nattesøvn. 

Fredagens program var tæt og smækfyldt med lækkerier. Slowdive blev benhårdt prioriteret fra, primært fordi jeg havde overværet den fremragende koncert med dem på Roskilde året før, så i stedet stod den på C.V. Jørgensen, Van Morrison og så den direkte årsag til, at jeg befandt mig på festivalen; The The.

Trofaste læsere af disse sider vil vide, at jeg er ret glad for C.V. Jørgensen, og ham har jeg ikke set på en scene i 25 år eller deromkring. Alene af den grund var det tæt på rørende at høre den 68-årige legende lande et sæt, der for størstedelens vedkommende bestod af sange fra Sjælland og Indian Summer (der heldigvis endelig, via et loppemarked, er havnet i Vinylstakkens pladereol) med et par enkelte velvalgte afstikkere til det fremragende bagkatalog, hvor det vel nok smukkeste øjeblik opstod, da han fik det evigt knævrende publikum på pladsen til endelig at lukke munden, og delvist synge med på det drævende omkvæd til “Elisabeth”. Hold nu kæft, hvor var det smukt. Og hold nu kæft, hvor kan guitarist Rune Kjeldsen dog spille!! Jeg er med garanti forudindtaget og meget lidt objektiv, men jeg havde både en fest og en fantastisk oplevelse. Højdepunkter; “Florafobia”, føromtalte “Elisabeth” og “Det si’r sig selv”. Der er jo ingenting, der swinger som Bjerringbro by night, vel? 

Jeg må derefter blive svar skyldig på spørgsmålet om, hvorvidt det var en god koncert med Van Morrison. Det var ganske simpelt svært, for ikke at sige umuligt, at høre den. Lyden foran Greenfield Stage var katastrofalt lav, og stod man mere end 20 meter fra scenen – hvad jeg gjorde – var det mildest talt vanskeligt at høre hvad der foregik. Men kort; det var den jazzede, swingende, næsten lounge-agtige Van Morrison, der gæstede Heartland, og så kunne jeg, mit yderst behagelige selskab og det konstant snakkende publikum jo passende bruge det som underlægning, mens vi indtog vores rosé og gourmet-pizzaer i skyggen i det nærliggende telt. Men helt ærligt; sådan behandler man altså ikke en verdensstjerne, vel?

Inden jeg indløste billet til Heartland – hvad jeg i øvrigt ikke gjorde, idet jeg af princip kun betaler for én festival om året, så den blev betalt via frivilligt arbejde – var det især mødet med The The der var udslagsgivende for beslutningen. Matt Johnson var en ret stor del af soundtracket til min ungdom, hvor især de fire første albums (Soul Mining, Infected, Mind Bomb og Dusk) fylder en del i bevidstheden . Efter 16 års pause fra scenen og 18 års fravær fra Danmark var det noget af et scoop, da Heartland kunne annoncere The The som hovednavn på årets festival. Og den hurtige konklusion; de skuffede ikke.
Igen var lyden alt, alt, alt for lav, og man kan kun håbe, at Heartland lærer af fejlene fra i år. Men denne gang havde vi fået os mast helt frem foran scenen, så det generede knap så meget denne gang, og vi kunne i dén grad nyde både sidste års smukke “We Can’t Stop What’s Coming” og – især – genhøret med klassikere som “Heartland”(!), “Armageddon Days Are Here Again”, “Love Is Stronger Than Death”, “Dogs of Lust” og “Helpline Operator”. Det hele leveret perfekt af et velspillende band og en særdeles veloplagt Matt Johnson. En næsten perfekt oplevelse at slutte aftenen af med – men det er altså både oplevet og skrevet af en begejstret fan, så der er intet objektivt i ovenstående. Det var bare fantastisk, selv på mere end tyve års afstand, at (gen-)opleve og genopdage de fantastiske sange. Tak for det, Heartland.

Lørdag var slapper-dag – indtil altså LCD Soundsystem indtog Greenfield sent lørdag aften. Til gengæld gik jeg øjensynligt glip af årets koncert på Heartland, den funky Corey Henry. Det fik jeg ihvertfald at vide af en af mine ledsagere, og ham stoler jeg på, når det kommer til slige sager, så det skal nok passe. Til gengæld blev det en travl dag, hvor jeg fik oplevet Fribytterdrømme, Mew, Rag’N’Bone Man, Søren Huss, Savage Rose og LCD Soundsystem.

Den korte udgave af dét; Søren Huss er ikke min kop te, sommansir. Det er fint med et enkelt nummer, når man sidder og hygger og hører radio, og jeg er overbevist om, at jeg ville få en gigant-oplevelse, hvis jeg kom ned på det lokale spillested sammen med 300 andre, og kunne få lejlighed til at nyde den stilfærdige musik, de fine tekster og den fine fremførsel. Men denne stegende hede sommerdag på en stor scene på midtfyn, virker det ikke til rigtigt at komme ud over kanten. Ikke til mig, ihvertfald.

Så var der igen lidt mere power og simpel, swingende rock’n’roll med et syre- og psyk-twist i Fribytterdrømme. Eneste mislyd – hvis man kan tillade sig at kalde det dét  – var, at festival-koncerter med mindre bands er alt for korte, og det var også tilfældet med denne. Til gengæld gav det en stramt afviklet og sindssygt tight koncert, og det var vi glade for denne lørdag eftermiddag.

Savage Rose skuffede heller ikke, og jeg holder aldrig op med at være betaget af Anisette, hendes tilsyneladende aldrig vigende vokalpragt og hendes livlighed på en scene. Vel kan det nogle gange tippe over i ren hippie-hed og vel er der enkelte gange, hvor selvsamme Anisettes stemme kan synes let skinger, men altså for h…… hvor er det gode sange og hvor er det dog et fantastisk band, hun slæber med rundt. Det var det på Orange Scene på Roskilde i 2017, og det var det også denne eftermiddag på Heartland.

Rag’N’Bone Man var en fornøjelse. Afslappet soulpop med en vidunderlig. blød og alsidig vokal med velkendte højdepunkter i “Human” og “Skin” og så ellers et velspillende band og en smittende glæde undervejs i hele koncerten. Også selvom den blev ‘indtaget’ i skyggen fra et fint telt, hvor der kunne snakkes og hvor vinen flød i fine mængder, serveret fra en is-pose(!). Også Mew gjorde det fabelagtigt med deres album-genopførelse i 15-års-jubilæet for Frengers. “Am I Wry? No” er en all-time-favorit hos undertegnede, og der opstod smuk fællessang på pladsen foran Highland-scenen på fan-favoritten og et af de smukkeste stykker dansk popmusik nogensinde, den vidunderlige “Snow Brigade”. Inden disse sange havde vi til overflod fået både “The Zookeeper’s Boy” og “Repeaterbeater”, så jo; det var en ret fin aften – hvad det store publikum vist også var enige i.

Aftenens let uventede højdepunkt var dog LCD Soundsystem. På forhånd havde jeg ikke de store forventninger, men da først James Murphy sammen med de 8-9 bandmedlemmer entrerede en scene, der var pakket til bristepunktet med instrumenter og satte i gang med “You Wanted A Hit” fik vi en fest af en anden verden til at lukke Heartland ned med. Hold nu kæft, hvor var det godt. Intenst, konstant rytmisk pulserende og med sømløse overgange mellem de enkelte numre (hvoraf jeg ikke kendte halvdelen forud for koncerten) blev det til fællesdans i sommernatten, ledsaget af et lysshow, der i sjælden grad passede perfekt til musikken. Jeg kan ikke fremhæve det ene nummer frme for det andet, eftersom de jo nærmest gled ud i et, men de halvanden time koncerten varede føltes som det halve, og alt i alt; det var den perfekte festival-lukker.

Heartland Festival var i deres blot tredje år en glimrende oplevelse. Al ironisering over det købestærke segment, festivalen sigter på, lagt lidt på hylden, så er festivalen professionelt gennemført på egne præmisser. Musikprogrammet alene var turen værd, afviklingen professionel (bortset fra, at man altså gerne vil kunne høre det hele, ikke? Så man må gerne skrue lidt op, men det har jeg vist skrevet), og mad og vin glimrende – omend ret prizy…
Så nu venter bare Tinderbox og Roskilde. Stay tuned….