I 1980’erne havde Århus påtaget sig at være kongerigets musikalske hovedstad. TV-2, Gnags, Thomas Helmig og alle de andre spyttede storsælgende albums ud på stribe, om man så ville det eller ej, og i slutningen af 1980’erne gjorde Her Personal Pain sit til at forlænge denne status.
Det er nu både synd og misvisende at sætte Her Personal Pain i samme rammer som ovennævnte bands, for så meget havde de faktisk ikke tilfælles med dem. Ganske vist var Her Personal Pain et Århus-baseret band, selv om forsanger Dicte vist oprindeligt var fra København, men musikalsk var der alligevel et stykke vej fra de hippie-naivistiske reggae-wannabes i Gnags og til det internationale udsyn, som Her Personal Pain repræsenterede.
Ikke nok med, at bandet rent musikalsk repræsenterede noget ganske anderledes med de let funky, up-tempo rytmer og distinkte guitarer, alle teksterne var på engelsk og udtrykket var generelt lidt indie-præget i den rockede retning. Og det var faktisk ikke helt skidt, der på kanten af det sidste årti i det tyvende århundrede.
Her Personal Pain vandt i 1989 den lokale, men store, musikkonkurrence i Århus; ‘Vi har scenen – I har musikken’, som bedst kan beskrives som en lokal udgave af Spot-festivalen, der senere skulle blive en fast integreret del af musikmiljøet i Århus. Her kunne lokale bands første gang prøve sig af foran et publikum, og det var jo ganske godt set, når der nu hverken var Facebook, Twitter, Soundcloud eller MySpace (hvad blev der egentlig af dén tjeneste?). Derefter gik det stærkt; de indspillede et cover af Rolling Stones’ “You Can’t Allways Get What You Want” til en støtteplade for Amnesty International og i 1991 kom så debut-albummet Songs From Cinema Café.
Som jeg husker det var albummet lidt en åbenbaring for dansk musik det år. Det bragede ihvertfald gennem lydmuren i en sådan grad, at albumåbneren og førstesinglen”Touch” blev en decideret landeplage, og det er jo fuldt forståeligt. En funky guitar, et syng-med- og dansevenligt omkvæd og en halvhviskende og let kælen stemme, der inviterer til berøringer af ikke helt uskyldig karakter: ‘Touch / Now give it to me / Just a little touch – touch / In my dreams / Your breath is in / and your body / filling me with fire’. Også “Days In December”, titelnummeret og “This Red Feeling” er glimrende og generelt holder hele pladen en høj standard – langt fra gumpetunge olietønder og østjysk træsko-reggae. Forsanger Benedicte W. Madsen – Dicte mellem venner og på inner-coveret – synger som hun var født til det (og ikke nødvendigvis født i Danmark), og hun bakkes fremragende op af både den kompetente rytmesektion, bestående af Allan ‘Joy’ Hansen på bas og Heine Christiansen på trommer, og af den understøttende, medspillende og fremtrædende guitarist Palle Schultz med letløbende og genkendelige riffs og licks, og velanbragte melodibærende soli.
Jeg har ikke hørt pladen længe, men det var i bund og grund et fint genhør fra et band, der af mig ukendte årsager aldrig fik indspillet mere end det ene album. De kom, de sejrede og de forsvandt igen, lige så hurtigt, de var poppet op. Til gengæld fik man forsanger Dicte at høre i adskillige andre musikalske sammenhænge senere, og det var jo meget godt.