Mon der er nogle, der husker vinderen af det europæiske musik grand prix 1988, eller Eurovision Song Contest, som det så mundret hedder nu om dage? Hvis ikke, så kan jeg hjælpe lidt på vej; det blev afholdt i Irland, der havde vundet året før med en Johnny Logan sang, jeg heller ikke kan huske, og det danske bidrag vandt ikke. Men Kirsten og Søren – med kunstnernavnet Hot Eyes (og læg venligst mærke til ordspillet her, hvis man udtaler det på engelsk – det var sat’me sjovt, dengang, var det) – indlagde sig evig hæder med en 3.plads med nummeret “Ka’ du se hva’ jeg sa'”. Og hvis det ikke hjælper på hukommelsen, så står svaret nederst i artiklen – så kan det spørgsmål jo ligge og rode som en irriterende lille sten i skoen, indtil vi når dertil.
Men hvis De nu ikke kan huske vinderen, så er der en sandsynlighed for, at Hothouse Flowers står lidt tydeligere i hukommelsen. De var nemlig indkaldt til det store show som pause-act mellem de optrædende kunstnere i konkurrencen og den efterfølgende, spændende stemmeafgivelse. Og det er vel ikke for meget at sige, at de ligesom gik hen og stjal showet. Det var ihvertfald dem, som jeg huskede dagen efter, og det var den plade, de kort forinden havde udgivet, som jeg købte et par uger efter.
Nummeret de optrådte med var det glade up-tempo soul-nummer “Don’t Go”, og det var ikke for meget at sige, at jeg var solgt på stedet. Det var jeg nu ikke den eneste, der var; grunden til, at de overhovedet var nået til at optræde på pan-europæisk TV var nemlig, at selveste Bono havde hørt dem spille og fandt dem så charmerende og talentfulde, at han lod dem indspille deres første single på U2’s eget pladeselskab, hvad der medførte en hurtig signing på et større pladeselskab. Og det havde de så ganske fortjent.
People er deres debut-album, og hvis man nu havde lidt ondt i den nederste del af ryggen, og var lidt mavesur, gammel og bitter, så kunne man hævde, at der da vist ikke var meget nyt under solen på den plade, sådan rent musikalsk. Det er en skønsom, men flot udført, blanding af soul, rock og R&B og ved nærlytning ville fx Van Morrison nok dukke op som en nærliggende inspirationskilde. Men det skal ikke sætte skår i genhøret for denne skribents vedkommende. Det er længe siden, at den er blevet lagt på grammofonen, men kort fortalt, så er det en glimrende udgivelse – også på næsten 30 års afstand – og de mere eller mindre tidløse musikalske rammer i netop de genrer, der er nævnt her, gør, at den føles både frisk og vedkommende – for de fleste numres vedkommende.
Side 1 er klart den stærkeste (eller også er det bare den, jeg har hørt oftest). Ud over førnævnte “Don’t Go”, der er lidt glad og dansevenlig, så indeholder den en aldeles vidunderlig albumåbner i “I’m Sorry” og en dejlig, næsten Van-the-Man-kopiagtig ballade; “Forgiven”, der bare er fe’, som man siger, der hvor jeg p.t. har min residens. Men i min verden er det den rockende R&B-swinger “It’ll Be Easier In the Morning”, der er det meste af albummet værd, skarpt forfulgt af “If You Go” – hvis vi holder os til A-siden. Og når man flipper pladen, så er det så afgjort “The Older We Get”, der er værd at lytte til. Så det synes jeg da, De skal prøve.
Nåmen alt det bare for at fortælle, at det var et rigtig godt genhør. Liam Ó Maonlai synger med indføling, timing og nerve – og af til med nogle manérer, der virker let krukkede – der er bund i rytmerne, og af og til dukker en for en gangs skyld velanbragt saxofon op. Så hvis De har 40 minutter tilovers, så er de ikke helt spildt, hvis De lægger People på. Det er med et lidt fortærsket udtryk en plade, man bliver sådan lidt glad i låget af, også selv om det måske ikke er stor kunst. Og deri har musikken jo også en vigtig rolle.
PS: det var Céline Dion, der vandt Melodi Grand Prix i 1988. Det gjorde hun for Schweiz med klassikeren “Ne partez pas sans moi”.