Der er dage, hvor et projekt som dette er sjovere end andre dage. På sådanne dage trøster jeg mig med, at jeg – når jeg en gang ved lejlighed bliver færdig med alle pladerne – vil have skabt et enestående opslagsværk, som man måske ville kunne kalde En rejse i den gennemsnitlige, midaldrende musiklytters smag gennem tiderne, som den tog sig ud i starten af årtusindet. Dermed tænker jeg, at det hele opfylder et formål, thi hvilken digital arkæolog med musik- eller kulturhistorie som speciale ville dog undlade at kaste sig over en sådan lækkerbisken?
Og hvad kendetegner så denne midaldrende hr. Hvemsomhelst? Tja, i min alder bliver det tydeligt, at der er eksempler på klassisk pop- og rockmusik a la The Beatles, David Bowie, Led Zeppelin, Blur, Pulp, The Clash etc., lidt nysgerrig snagen i forskellige genrer (jazz, fx), der som oftest ikke bliver påskønnet efter fortjeneste og sporadisk snusen til den mere kontemporære musik anno starten af årtusindet, omend denne er sørgeligt underrepræsenteret. Den er også kendetegnet ved at næsten totalt fravær af mange af de glimrende albums, der udkom fra midten af 1990’erne til starten af ’10erne, da denne musik oftest udkom på CD – og dette medie er jo ikke med på disse sider.
Endelig findes der en række plader, der er blevet indkøbt og lyttet til i skribentens ungdom, hvor man jo oftest er noget mere nysgerrig end når man rammer de 40+ år og har fået andre prioriteter. I undertegnedes tilfælde ligger denne periode sådan ca. fra 1982 og ti-tolv år frem. Og når ret skal være ret, så er det ikke alle disse indkøb, der har fortjent et genlyt (hvad adskillige beskrivelser af pladereolens indhold da også tydeligt beviser). En af disse plader udkom i 1987, var indspillet af Hue And Cry og hed Seduced and Abandoned.
Det er på ingen måde en god plade. Jeg kunne være fristet til at kalde det et makværk, men så ville jeg nok alligevel underkende bl.a. produktionen og de tidstypiske karakteristika ved albummet. Men altså; Seduced And Abandoned er et vidunderligt klart eksempel på, hvad man kunne kalde en delvist tømt form, kendetegnet ved fraværende musikalsk og lyrisk indhold, pakket ind i strygere, pseudo-soul-stemmer, elektroniske dippedutter, som man forsøger at få til at lyde som rigtige instrumenter, og så de firsertypiske percussions og synths. Det hele så overfladisk, ligegyldigt og blottet for idé og kant, at det er kropumuligt for den utrænede lytter at afgøre, hvor det ene nummer slutter og det andet begynder.
Ahhh, det føltes alligevel godt at få luft! Og hvis jeg nu skal forsøge mig udi en beskrivelse af albummet og musikken herpå, der er tilstræbt objektiv, så består det sådan genremæssigt af, hvad nogle dengang kaldte ‘sophisti-pop’. Lidt soul, lidt pop, enkelte steder med et svagt jazz-præg, lidt funky slap-bas de rigtige steder og så ellers en dejlig, let croonende forsanger. Hvis man forestiller sig en blanding af Level 42 og fx Martin Fry fra ABC, så er man ikke helt skævt på den, men det hele er så bare en tand mere talentløst. Faktisk lyder det lidt som et andet hadeobjekt på min reol, der stammer fra samme periode, nemlig Curiosity Killed The Cat og deres debutalbum Keep Your Distance. Og det er ikke ment som en kompliment.
Nåmen hittet, der nåede en 6.-plads på den engelske hitliste, hedder “Labour Of Love” og at det kunne nå så højt op, er mig en gåde. Jeg husker det ikke som et hit, og det er lige så forfærdeligt kedeligt og intetsigende som resten. Det værste er dog en af de såkaldte ballader, den afsindigt langsomme og klæbrige “Human Touch”. Dén havde ikke fortjent at blive indspillet. Men på den anden side; jeg har svært ved at pege på et af numrene, der rent faktisk har fortjent at blive indspillet og udgivet.