1980’erne bød – på trods af årtiets halvskidte ry – på rigtig meget god musik. Noget af det var langtidsholdbart på en måde, så man fortsat kan høre pladerne og gå til koncerterne og blive helt opstemt. Jeg nævner i flæng; Eurythmics, Erasure, Depeche Mode, Michael Jackson, Prince, Metallica, U2, Bruce Springsteen, The The etc. Kunstnere og plader, man – på hver deres helt egne præmisser – kan vende tilbage til med jævne mellemrum og blive overbevist om, at firserne altså var andet og mere end Samantha Fox og Rick Astley.
Sports er en klokkeklar firser-klassiker. Det tredje album fra Huey Lewis And The News katapulterede dem direkte op i stratosfæren, og havde det ikke lige været for Michael Jackson Thriller, havde det været det bedst sælgende album i 1984 i USA. Og det var der et par ret gode grunde til. Først og fremmest så var der, dernede i 1980’erne, to direkte kanaler til fame and fortune for et band eller en kunstner. Det ene var radioen, som især i USA jo fungerede som levende – og gratis – reklamesøjle for de udøvende musikere, og i 1983 havde MTV bidt sig fast som den foretrukne adgang for unge mennesker til kontemporær musik. Bege dele profiterede Huey Lewis helt vildt af.
Der findes vel kun en eller to sange på Sports, som ikke er decideret fremragende til drive by radio, som man siger. Sindssygt fine hooks og melodilinjer – og tekster – der var fængende og lette at huske, og det hele så velproduceret og i en så lettilgængelig pop-rock-stil, der simpelthen måtte gøre, at man sad i bilkøen på vej hjem fra arbejdet, og helt automatisk kom til at nikke lidt med hovedet og nynne omkvædet på den glade sang. Det hele i noget let up-tempo rock-agtigt stemningsleje, med lidt guitar, lidt doo-wop, fine harmonier og så Huey Lewis’ let genkendelige vokal i forgrunden. Der er med andre ord intet at sætte på det rent håndværksmæssige. Kombineret med en række fine musikvideoer, der hurtigt kom i heavy rotation på MTV, så også de unge kunne være med, var der skabt en motorvej direkte op til den musik-himmel, der var præget af gigantiske salgstal og endeløse stadion-turnéer.
Og ret skal være ret; der er intet at udsætte på sangene på Sports. Det er solidt arbejde hele vejen igennem, og man kan faktisk godt blive imponeret af netop de gode, fængende melodier, der næsten alle har et hook, der kan huskes, og det hele sat på den helt rigtige formel af sang, guitar, solid rock-bund i rytmesektionen – og ingenting overhovedet, man kan slå sig på.
Albummet kastede ikke mindre end fem hitsingler af sig; “Heart And Soul”, “I Want A New Drug”, The Heart of Rock’n’roll”, “Walking The Thin Line” og naturligvis “If This Is It”. Det er intet mindre end imponerende, og jeg har en ret tydelig erindring om, at jeg var ret glad for pladen, da jeg købte den (for 34 år siden!!). Men altså; det er jeg ikke helt så meget mere. Faktisk kedede jeg mig lidt, da jeg hørte den, for i virkeligheden er den så smooth og ‘rigtig’, at der ikke rigtig er noget at huske fra den. Ikke sådan for alvor. Og hvis der er noget, man kan slå sig på, må det være det afsluttende, aldeles rædselsfulde nummer; “Honky Tonk”. Som havde Huey fået forlæst sig på Hank Williams rundede de lige pladen af med en hommage til denne – og det skulle de faktisk nok have ladet være med, for hold nu kæft, hvor er den helt absurd forfærdelig.
Men bortset fra denne klodsede sag, er albummet altså – bedømt ud fra kriterier om salgbarhed, musikalsk håndværk, produktion og evnen til at ramme et bredt publikum, og ikke støde dem fra sig – sikkert en okay sag. Jeg tror bare ikke, at jeg gider høre den ret meget oftere.