“Every home should have a mom in love and a daddy in space” sang Kasper Eistrup i 1999 på Kashmirs fantastiske album The Good Life. Det kan jo være lidt svært at håndtere, al den stund at astronautfædre ikke sådan forekommer i de fleste hjem, så jeg kunne jo evt. supplere med, at alle burde have en ven, der har været musiker.
En sådan er mit liv beriget med. Karrieren toppede for ham selv med en enkelt udgivelse på CD midt i ’00erne, men eftersom han – der er bassist og guitarist – spillede med en del af de musikere, der fra midten af 1990’erne og frem til i dag boltrede sig i egnen omkring Århus og Skanderborg/Ry, er han at regne som en næsten integreret del af denne midt-/østjyske musikmafia. Mit bekendtskab med bemeldte bassist har derfor betydet, at vi i mere end et tilfælde er blevet ‘skrevet i døren’ til koncerter med forskellige bands og konstellationer, hvor han kender den ene eller den anden af de udøvende musikere, hvad der har medført gode musikalske oplevelser på de lokale spillesteder, ofte før de er blevet hvermandseje.
I et af disse tilfælde cyklede vi en kold vintermåned ud til et af de mindre spillesteder i udkanten af byen, hvor der findes en koncertsal i forbindelse med flere øvelokaler, der står til de lokale musikeres afbenyttelse. Det var der ikke så mange andre, der havde gjort, så alt i alt var vi vel en 20-30 stykker til en koncert med bandet Hverdagens Helte, der netop havde udgivet deres debutalbum Der Sker Noget Om Lidt.
Det var ærgerligt, at vi ikke var flere ved den anledning. Hverdagens Helte er nemlig både dygtige, professionelle og aldeles muntre at tilbringe en aften sammen med. Musikken er dansksproget pop-rock i den bløde ende for voksne og modne mennesker, og ved koncerten var der således både masser af småsludder og hyggesnak samt inkluderende fællessang og -klap. Og de sidste elementer kan hurtigt komme til at lyde lidt forkølet, når optrædenen foregår i et stort lokale, der absolut ikke er fyldt. Men professionalisme fornægter sig ikke, så der blev leveret med fuld styrke fra den lille scene, og det blev til en rigtig god aften i rigtig godt selskab.
Pladen blev derfor også indkøbt ved samme lejlighed, og også her skinner indtrykket af ‘musik for voksne’ igennem. Det er rigtig god musik, der lægger sig i dét spor, som også Folkeklubben, Sonja Hald, Aksglæde og måske De Eneste To befinder sig i. Selvom det måske lyder lidt strittende, så holder Hverdagens Helte kursen med en række fine sange med mundrette tekster og god sans for mandeharmonier. Nogle steder bliver det næsten vise-agtigt, som fx på titelnummeret, og andre steder er der muntre melodier og syng-med-bare omkvæd som på “Som En Åben Bog”.
Men nu skal man ikke forledes til at tro, at albummet er domineret af tristesse. Det er grundlæggende en fin plade, med gode stemningsbærende melodier og tekster. Og hvis man nu skulle sidde tilbage med dét indtryk efter at have læst ovenstående, så kan jeg kun opfordre til, at man finder en festival eller et koncertsted, hvor Hverdagens Helte er på programmet. Det skulle være ret let, da de vist turnerer uophørligt. Her vil man med garanti gå hjem fra koncerten både glad og opløftet, som det også var tilfældet for os hin vinteraften.