Mike Oldfield var 19 år gammel, da han indspillede sit første album, den storsælgende Tubular Bells. Den unge mand havde haft lidt vanskeligt ved at få overbevist pladeselskaberne om, at et prog-rocket album med symfonisk tilsnit og to numre (et på hver side) var det, et musikpublikum hungrede efter i 1973. Han fik dog overbevist…
Index
Sinéad O’Connor: I Do Not Want What I Haven’t Got (1990)
Der findes albums, der på mere end 30 års afstand tydeligvis er mærket af deres tid, og som det kan være ret vanskeligt at lytte til, fordi de på ingen måde holder til et gen-besøg. Det vidner en hel del beskrivelser her på siden i al ønskelig tydelighed også om. På trods af at der…
N.W.A.: Straight Outta Compton (1988)
Det er ikke meget hip-hop af hverken nyere eller ældre dato, der har fundet vej til pladereolen. Jeg har efter al sandsynlighed været for gammel (allerede dengang), da hip-hoppen blev først ungdommens vrede, oprørske stemme og derefter mere mainstream og simpelthen den genre, en stor del orienterede sig imod – og som blev inkorporeret i…
Aidt/Nørlund: Housewarming (2019)
Der sker et eller andet, når digtere møder musikere. Det kan man forvisse sig om, hvis man fx lytter til Søren Ulrich Thomsens digte fra City Slang udsat for Lars H.U.G. på sidstnævntes solodebut af samme navn, Dan Turélls samarbejde med Halfdan E. eller Jørgen Leth der får sat musik til ord af Mikael Simpson og Fridtjof Toksvig i…
Nikolaj Nørlund: Kom med et bud/Turisten (2019)
En oktoberaften for nogle år siden havde jeg, sammen med en god ven, købt billetter til en koncert med Nikolaj Nørlund på et forholdsvis lille, intimt spillested. Konceptet den aften var ret simpelt; det var hr. Nørlund – ulastelig klædt i T-shirt, blazer og bukser med pressefolder og med håret strøget tilbage – der stod…