J.J. Cale optrådte ikke gerne live. Det var vist noget med, at han grundlæggende ikke var så begejstret for berømmelsen og ikke behøvede at møde sine fans. Men så kunne han jo koncentrere sig om studieproduktionerne og iøvrigt håndplukke alle de studie- eller sessionsmusikere, han havde lydt til at omgive sig med – og gerne skifte dem ud fra nummer til nummer.
På Shades er der krediteret ikke mindre end 27 musikere, mesteren selv inkluderet. Heraf syv forskellige trommeslagere, syv forskellige guitarister (samt naturligvis Cale selv) og fire forskellige bassister. Jeg aner intet om, hvordan Cale var som menneske, men ud fra denne liste at dømme, så har han være ualmindeligt bevidst om, præcis hvilken lyd – og hvilken spillestil – han ønskede for hvert nummer. Og måske også en smule pedantisk?
Det lader vi lige ligge, og så konstarer vi, at Shades er et album af og med J.J. Cale, hvor alle numrene, bortset fra blues-standarden “Mama Don’t”, er skrevet af Cale selv. Og til forskel fra det forrige album, jeg hørte, så er der her en tydelig kvindestemme (en vis Christine Lakeland) at høre som baggrundvokalist/kor på en del af numrene.
Ellers er vi i samme musikalske landskab som på Troubadour: det er smooth, tilbagelænet og jazz-bluesy folk-rock, og det er jo glimrende. Men alt andet lige; jeg hører hellere Troubadour to gange, end jeg skifter mellem de to plader. Ikke fordi Shades er et dårligt album; her er både plads til standard-blues ballader som “Pack My Jack” og blues-rock i “Deep Dark Dungeon” sammen med noget, der nærmest lyder som et Dire Straits-nummer i “Carry On”. Men der er et eller andet udefinerbart federe ved førstnævnte.
Så skal vi ikke bare lade den ligge der og gå videre i pladestakken?