Der er noget så laid back, noget helt afsindigt coolness og så meget blød stemme og guitar over J.J. Cale, at jeg er overbevist om, at hvis han var født 30 år senere, havde han opnået berømmelse og fælgeskab af alle, der orienterer sig mod den del af slacker-genren, som fx. Beck er repræsentant for på sine mere afslappede tracks. Men det blev han ikke, og i stedet blev han så guitar-ikon og forbillede for Eric Clapton, Neil Young og – må man formode – Mark Knopfler.
Troubadour er en af de plader, jeg ikke hører specielt tit, men som jeg bliver lige glad for genhøret for, hver gang jeg finder det frem. Det er så hamrende fyldt af vellyd, rigt facetteret, men alligevel diskret, orkestrering, og så er der dén der guitar og den dér stemme. J.J. Cale lyder konsekvent, som om han sidder i en dyb, blød og lækker Chesterfield-sofa og stilfærdigt synger/hvisker sine tekster frem, mens han ligesom distræt piller lidt i sine guitarstrenge. Og resultatet er en plade, der gør sig fabelagtigt til en stilfærdig aften med vennerne, mens man lige får drøftet verdenssituationen og tømt en flaske et-eller-andet.
Musikken er en blanding af blues, folk, jazz, roots og hvad det nu ellers hedder. Åbningsnummeret “Hey Baby” er det arketypiske nummer for ikke blot dette album, men for store dele af Cales produktion i dens blanding af lettere downbeat rytmer, gode horn og en for en gangs skyld velanbragt steel-guitar. Den efterfølgende “Travellin’ Light” løfter tempoet lidt og dropper steel-guitaren til fordel for en mere standardiseret blues-guitar, der – som Cales varemærke – både er prægnant og aldeles ikke overdoseret. Den cool “Hold On” er med whiskers og steelguitar og den hørbare modulation i overgangen til B-stykket nærmest old-school blues-inspireret jazz.
Generelt er der lidt minmalistisk over Cales sange – og især hans guitarspil. Der bliver ikke pralet med den tekniske kunnen her, til gengæld er der ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en maestro udi guitarspillets finesser. Tydeligvis ud fra mottoet ‘Less is more’. Slagnummeret på albummet er naturligvis den ikoniske “Cocaine”, som Eric Clapton (iøvrigt i lighed med “After Midnight”) ikke blot lavede cover af, men nærmest gjorde til sin egen. Det er et fedt nummer, og det er hele albummet værd i sig selv.
Men lad nu for guds skyld være med at kreere en spilleliste på Spotify, hvor dette er det eneste J.J. Cale-nummer; Troubadour er i samtlige 38 minutter fyldt med afsindigt flot produceret, velskrevet og superbt udført musik, og det er svært at få øje på det nummer, der ikke burde være med på pladen.