Hvis man kigger rigtig godt efter nederst på bagsiden af coveret til Janes Rejoices andet album, Flaming Flamingo, vil man se ordene ‘it’s magic’ skrevet med ret småt. Den skarpsindige betragter vil ved dette syn nok tænke, at det muligvis er navnet på pladeselskabet snarere end en bedømmelse af produktet, og det vil han eller hun have helt ret i.
Faktisk var It’s Magic et af de pladeselskaber, som det var særdeles svært ikke at holde af. Sammen med et andet københavnerforetagende, Irmgardz, var det fra midten af firserne og et par år eller tre frem et af de fremmeste selskaber til at producere og udgive musik, der ikke helt lød som resten af det danske musikparnas – og som iøvrigt holdt en fantastisk høj standard på udgivelserne. Med enkelte smuttere, naturligvis, for det må der jo næsten komme.
Historien om It’s Magic er både vidunderlig og tragisk. Det blev startet af den visionære musikelsker og wunderkind Ernst Michael Jørgensen, der i 1986, som 36-årig, havde en fin stilling som repertoirechef på Polygram, og derved havde en god del indflydelse på, hvilken musik de skulle udgive. Sammen med Tonny Pape fra TP Musikmarked dannede de det lille selskab, og tog iøvrigt den på det tidspunkt superhotte og storsælgende Lis Sørensen med fra Polygram til It’s Magic. Om ikke andet så var dét da garant for mindst een succes for det lille selskab. Igennem det næste par år fandt og udgav Ernst & Co. på It’s Magic en række plader, der for størstedelens vedkommende med lethed kunne begå sig i toppen af dansk musik – og som i visse tilfælde havde internationalt potentiale – målt på kvalitet, men ikke altid i salgstal. Kunstnerne hed Simcess, Janes Rejoice, Miss B. Haven, Kasper Winding, Nick Name, Ole Friis og selvfølgelig Lis Sørensen, og i hvert fald de tre førstnævnte blev modtaget med åbne arme af anmelderne. Men altså ikke altid af pladekøberne.
Det sidste var lidt et problem, for det var en kendt hemmelighed, at Ernst Mikael var glad for musikere og glad for musik. Han var også kyndig og forstående nok til at vide, at hvis man brugte bare lidt længere tid i studiet, så ville produktet blive bedre. Så musikerne fik tid. Og de fik lidt mere tid, hvis de bad om det. Det var jo godt for musikerne og musikken, men knap så godt for økonomien, for studietid er dyr tid. Det betød, at indspilningerne ikke blot trak ud, men at de også blev hundedyre. Produktionsomkostningerne for et album med Janes Rejoice kunne således sagtens løbe op i 800.000 kroner, og udover at det var mange penge – også dengang – så betød det altså også, at der skulle langes nogle skiver over disken for at holde forretningen kørende. Og det blev der ikke i tilstrækkelig grad, nærmest tværtimod.
Det var med andre ord en underskudsgivende forretning, den fremsynede og musikglade Ernst var direktør for. I starten gjorde det vist ikke så meget, for partneren Tonny Pape havde skudt op imod 5 mio. kr. ind i foretagendet i aldeles risikovillig kapital, der gerne måtte blive tabt i koncernen, for således undgik han at blive beskattet af et lidt for stort overskud i moderforetagendet. Men da de penge var væk gik Tonny sin vej og efterlod Jørgensen med et pladeselskab, der altså heller ikke de næste år gav overskud. Der var derfor ingen, der for alvor undrede sig, da It’s Magic lukkede og slukkede i nærheden af 1990.*
Det var jo synd, og det er et lærerigt stykke om kapitalismens farer og dens korrumpering af den sande kunst eller sådan noget. Men man kan jo altid nyde den musik, der så rent faktisk blev udgivet af selskabet inden den uundgåelige afslutning, og blandt dem hører altså også Janes Rejoice.
Det andet album tager tråden op fra det første, Views To Keep. Det udkom kun et år efter debuten, og det er tydeligt, at både Janes Rejoice – der i øvrigt har fundet en lidt større fast kerne, sådan rent musikermæssigt, på dette album – har troet på formen fra det første. Og det var ikke helt skævt. Flaming Flamingo er derfor blevet til endnu en rigtig god plade fra Søren Nørregaard og Co. På dét tidspunkt fandtes der vel ikke noget på den danske musikscene, der helt modsvarede Janes Rejoice, og det er derfor svært at finde samtidige, danske fæller i genren. Men hvis man skal forsøge at beskrive det, så er det en god gang begavet indiepop, med fokus på de melodiske elementer, god, ofte fortællende, lyrik og smuk og smidig produktion, centreret omkring først og fremmest nogle gode guitarer og lidt fornuftigt anvendt keyboard – og jeg kan jo godt tage fejl, men det lyder grangiveligt som om, der er en fin slide- eller steelguitar på “Timmy”, der lyder ret fedt. Men det gøre hele sangen faktisk, og den er lidt en fan-favorit (hos denne fan), ikke mindst fordi den giver lidt los og rocker lidt mere hen mod slutningen, end den ellers ret stramme produktion synes at tillade på en del af de andre sange.
Men der er flere fine numre på albummet, så snyd endelig ikke Dem selv for at høre det hele. Og hvem kan iøvrigt ikke elske en sang med linjer som: “how many ways to excuse a goodbye do you know?” Det er tæt på at lyde som hjerte-smerte-country, men på sangen “Dungeon of Love” giver det fin mening – også i en anden musiksammenhæng. Albumåbneren “Parachute” er så afgjort også et genlyt værd, som det dejlige pop-nummer, det er, men det samme kan siges om masser af de øvrige skæringer.
Og så skal der da lige lyde en hyldest til hovedmanden bag det hele. Sangeren, vel at mærke, ikke pladeselskabsdirektøren, som måske fik lidt meget fokus ovenfor. I min tidligere omtale sammenlignede jeg ham med en engelsk pop-sanger, og selv om det måske er fornuftigt nok at drage paralleller, så skal man altså ikke glemme, at Søren Nørregaard var – og vist nok er – en gudbenådet vokalist. Han synger simpelthen fremragende; udtryksfuldt og nuanceret og på et konstant højt niveau. Enkelte vil måske finde visse af manererne let krukkede, men det når ikke en anden af slagsen, Lars H.U.G., til sokkeholderne, hvad det angår.
Flaming Flamingo er en næsten lige så god plade som forgængeren. Og nå det kun kan blive til et ‘næsten’, så er jeg overbevist om, at det skyldes, at min egen historik med Views To Keep er længere. Den har jeg simpelthen hørt flere gange, og den holder jeg af forskellige grunde mere af. Men jeg er ikke sikker på, at opfølgeren ikke er mindst lige så god…
PS: Ernst Mikael Jørgensen er stadig noget ved musikken. I dag er han nemlig tæt på at være autoriteten indenfor alt, hvad der har med Elvis at gøre. Ikke kun i Danmark, men worldwide…
* Historien om It’s Magic kan læses bedre end i ovenstående i Martin Østergaards glimrende artikel “It’s Tragic” fra Levende Billeder, Årgang 4, nr. 8, 1988.