Jeg véd med sikkerhed, at Søren Nørregaard, forsanger og central idémand i det danske band/projekt Janes Rejoice, ikke er inspireret af Lloyd Cole fra Lloyd Cole & The Commotions. Det ved jeg blandt andet fordi han har fortalt mig det – samtidig med at han fortalte mig en hel del andet.
At jeg overhovedet har talt med ham skyldes min fortid som kulturjournalist på den lokale radiostation i udkantsdanmark, hvor jeg med jævne mellemrum fik lejlighed til at interviewe pladeaktuelle kunstnere, fordi de på den måde fik spilletid i radioerne – og derved forhåbentlig kunne øge salget af albummet. Set fra min stol var det en sweet deal. Jeg (eller ideelt set; radiostationen) fik nogle gratis plader, og jeg fik lejlighed til at gnubbe skuldre med kendte såvel som ukendte kunstnere, samtidig med, at gnubberiet potentielt set kunne øge lyttertallet. Det kom der nogle gange noget rigtig fint ud af, og andre gange, nå ja…. måske ikke så meget. Jeg var jo på ingen måde uddannet journalist, jeg var aldeles ung, og jeg var måske knap så kompetent udi den svære kunst at researche og stille begavede spørgsmål, som jeg bildte mig ind.
Under alle omstændigheder fik jeg gennem pladeselskabet en halv times tid stillet til rådighed med Søren Nørregaard ved udgivelsen af Janes Rejoices debutalbum Views To Keep. Det var jeg glad for, for jeg kunne faktisk rigtig godt lide albummet, da jeg havde fået hørt det igennem et par gange. Det var ikke helt ligesom alt det andet, der dukkede op på den danske musikscene, der sidst i firserne, så dét glædede jeg mig naturligvis til at få udfoldet via manden selv.
Hvad der derefter gik galt, erindrer jeg ikke tydeligt, men min daværende tekniker ved interviewet, der tilfældigvis også var et nærstående familiemedlem, omtalte på lang afstand episoden/interviewet med følgende ord: “Og du tabte helt sutten, og blev så pisse-irriteret, at man troede, I var søskende, der var uenige om hvem forældrene bedst kunne lide”. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det forholder sig som beskrevet, og jeg er også ret sikker på, at årsagen hertil var, at jeg – i mit ungdommelige overmod og provinsielle forforståelse – opfattede den gode hr. Nørregaard som en super-krukke. Det tror jeg faktisk ikke, at han var, men derimod har han sikkert være en tænksom fyr, de gerne ville fortælle om baggrund og idéer for musikken og lyrikken og sammensætning i instrumenteringen med videre, men sådan blev det altså ikke helt modtaget i min ende. Og da jeg så til overflod dristede mig til at foreslå en nærliggende inspiration fra ovennævnte britiske crooner, Lloyd Cole, blev Søren lige så irriteret på mig, som jeg havde været på ham, og fortalte vist nok i bramfrie vendinger, at han aldeles ikke var inspireret af bemeldte herre.
Men lad det nu ligge et kort øjeblik; jeg vil hermed gerne benytte lejligheden til at undskylde til Søren Nørregaard. Det var både dumt og uprofessionelt af mig, dengang i 1988, hvor jeg sådan lod irrationelle følelser løbe af med mig og derved i øvrigt fik et skidt interview ud af det. Til gengæld vil jeg så også gerne udfordre læseren. Hvis De nu skulle være i besiddelse af Janes Rejoices Views to Keep, så prøv lige at spille det tredje nummer på albummet, “June”. Lyt grundigt, og læg derefter Lloyd Coles Easy Pieces på. Et hvilket som helst nummer kan bruges fra dén plade, men “Brand New Friend” eller “Lost Weekend” er glimrende til formålet. Og svar så lige på, om der ikke er en vis lighed?
Jeg siger ikke hverken, at det er intentionelt eller at det er dårligt. Tværtimod er Views To Keep en aldeles dejlig plade, som jeg er meget glad for, selv her på næsten 30 års afstand. Det er nogle gange næsten svimlende i vellyd, og den lyse produktion og lette instrumentering klæder Søren Nørregaards vokal. Han crooner, knækker over og synger generelt fantastisk på pladen, der er svøbt ind i international lyd. “Beautiful Bird” burde forlængst være blevet en klassiker – også for yngre musikelskere end jeg – og sammen med skæringer som den lette “Can It Be Love”, føromtalte “June” og den let dystre albumlukker “Beginning To Change” kan gør det hele albummet til en fornøjelse, der fortsat kan høres med stort udbytte.
Det var kompetente folk, der var blevet hidkaldt på albummet for at håndtere instrumenter og kor. Mikkel Nordsø, Palle Mikkelborg, Nanna og Per Vibskov var blot nogle af den store flok af dygtige musikere, der alle bidrog til det enmands-projekt, Janes Rejoice vel i virkeligheden var. Og det kunne høres; det var simpelthen en lise at lade ørerne hvile på en sådan gang dejligt klingende indie-pop med velovervejede tekster og smukt komponeret musik. Meget af det er lidt blidt vemodigt, men det var stadig en fornøjelse, når man sammenlignede med de daværende metervarer fra Gnags, Lis Sørensen, TV-2 og Thomas Helmig. Alene af den grund bør det med jævne mellemrum støves af, så det bliver det da naturligvis også.
Men jeg fastholder lige lidt alligevel; der er altså en snert Lloyd Cole over det. Bevidst eller ej….